Maate, som hans Partistilling visar. Det var nok uklaart mangt af dette lenge frametter, men Schweigaards Skarpsinn til at tyda og leggja ut Logord, skulde du tru, snart maatte hava funnet klaare alle desse Grensor millom Statsmagterne; Tingen var at han var rædd Folkemagta. Dette gjeng fram af mangfoldige Uttalelser (f. Ex. St. Eft. for 1854 p. 754 og 55), og so fann han i Rettsordet den Meining han vilde hava lagt i det. So gjeng det os gjerne. Han stelte soleids for, at Storthing og Amtsformandskap ikke skulde hava Syn og Sans for Førings- eller Kommunicationsvæsenet, og at derfor Retten til Utlikning aat dette laag hjaa Regjeringen, som hadde dette Syn. Stakkars Thing og Formandskap, dei hava havt altfor myket Syn Sans for dette Væsen, og so vona vi desse „Folkemagter“ koma til at hava for alt det andre, som Schweigaard trudde; at ingen annan en Regjering og Embættesmenn kunde forstaa seg paa. Det var i Striden om desse Ting, at Ueland i 1848 eingong i svarad Schweigaard: „En Regjering, der frygter Kommunernes Magt, kan ikke være god.“ Til dette gjensvarad Schweigaard, at „det var forbausende at en Mand, der var over 50 Aar, kunde nære deslige Anskuelser“, og det var til dette, at Ueland daa gav det so tidt omtalad Svar: „Min Alder er for stor til at jeg kan paavirkes af Declamationer, og for liden til at jeg kan sympatisere med Schweigaardske Ideer.“ Det gjekk stundom varmt og kvast til, kunna vi sjaa. Og vi undras no paa, at kloke og loglærde Folk nokotsin kunde strida um slike greide Ting. Men hine gilde Menn hava greidt alle desse Tvistemaal for os.
Kom nokonting i Strid med den theoretiske Rikslæra
