kunna koma etter, naar vi med Omtanke sjaa paa Liv og Folk.
Dette er ein kort Uttryksmaate for det, at den blindt ivrige Mannen gjeng sine Omveger for at koma til sit Maal. Var derfor Schweigaard, som vi etter alt maa tru, den blindt ivrige Mannen i sine politiske Upfatningar, so maatte han og taka mangt advokatorisk. Her ero Saker i vaar Thinghistorie, som synes at vitna om dette. Det er nemleg knapt meir en tenkelegt, at ein so rettskyndig Mann som Schweigaard rigtig for Aalvor kunde tru, at det var constitutionelt f. Ex. at Lensmenn verdt utkorad so som no og ikke som før, — at det var ein Rett for Regjeringen at sanktionere mange af Bevillingane fraa Storthinget, — at Storthinget ikke hadde Rett over Procenterne til Tollfolkets Lønning, og at det var Regje som burde utlikna til Vegskatten. I desse og andre slike Tvistemaal millom Regjering og Storthing i somange Aar stelte Schweigaard seg paa Regjeringens Side, og syntes stundom rett at koma med Utveger f. Ex. St. Eft. for 1845 p. 70, der han vil at „Spørgsmaalet om Sanktion ganske skulde lades ud af Betragtning og at der alene skulde tages Hensyn til Indehaverens juridiske Stilling.“ Han stemde og imot Storthingets Rett til at nedsetja Logkommisioner (St. Eft. for 1857 p. 392). Dette og mangt annat i Samheng med dette, som har voret slike langvarige „konstitutionelle Tvistepunkter“ millom Statsmagterne, og der Oppositionen har sett Viljen sin igjenom, dette vilde vera værdt at studere for at koma etter om Schweigaard var betre i slike Ting en sine Motstandarar. Det er nemleg, som sagt, nokot utruleg, at han den loglærde Mannen skulde kunna forstaa Grunnlogje paa den
