Side:Vinje - Om Schweigaard.djvu/32

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
32

han rædd, naar han fælte for, at dette utvordes Regelverk skulde koma i Baklaas. Han var idet heile ein rædd Mann, som alle slike Folk maa vera. Der kan koma eit Haar eller Sankorn in i Klokka, og so stend det heile Verk. Derfor sagde han i Addressesagen 1848 (Morgenbladet No. 127). „Hvorledes skulde det være kommet derhen, at alt hvad der er skeet siden 1814 skulde være en Misforstaaelse af Grundloven? Mænd hvis Navne ere udødelige have været med at affatte den.“[1] (Tru paa Autoriteten og det eingong fastsette). Og derfor maatte der vera Tugt og Skræmsla og Politi fraa fyrst til sidst. Og derfor sagde han med ei isande Rædsla paa Thinget i 1864, daa det var Spursmaal om vi skulde vera med i den danske Krig eller ei: „Er her nogen som tør paatage sig et saa stort Ansvar, jeg tør ikke.“ Her glapp Garantierne, og Mannen med større Tru paa eit Regelverk en paa det Ideale stod skjelvande. Er det nokonting som visar, at han var Privat- og ikke Statsmann, so er det vel dette. Det er Motstykket til dette, som Dryden sagde om Bolinbroke:

He sougth the storm but for the calm unfit.
Would steer too nigh the sands to boast his Wit.

Han søkte Storm og høvde ei for Stille.
Han styrde Skuta gjenom Brot og Brand,
just netup for at so i Faren han
det store Mannavitet visa vilde.

Vil du forstaa det, som er, maa du med det eine Auga sjaa paa det, som var, og med det andre paa det,

  1. Heidingen Cicero talad og altid om majores nostri.