Side:Vinje - Om Schweigaard.djvu/24

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
24

jamvel ſo tidleg i Thingaaret 1848, at Revolutionen ikke endaa hadde boret ſine Frugter, ſagde han blandt annat under Ordſkiftet om den uſkuldige Lensmanns Log, at ſlike Forſlag var til at „deſtruere Magten“, at „det arvelege Kongedømme var omgjerdet med Hellighed,“ at „den langſomme Forvanſkning af Inſtitutionerne var den farlegſte“, at „derſom den exekutive Magt ſkal udgaa af Almeenvillien, maa vi hava en ny Forfatning“, at „naar man beſtandigt indhamrede Folket, i at det hadde Magten, var det rimeligt, at det tilſidſt ogſaa vilde have Noget.“

No, alle ſlike Setningar fraa Munnen hans vilde det ellers vera urettviſt at leggja for ſtort Lag paa. Han var nemleg ein varmblodig Mann; og naar han møtte ei Motſtand, ſom han ſyntes gjekk for vidt, ſo gløymde han ſeg ſjølv. Vi ſom hava livt med i det meſte af hans Tid og kjent og talad med Thingmenn, vi vita, at det tidt kom til „Optrin“, og eg ſom viſte alt dette, kunde ikke nokſom undra meg over den kriſtelege Tydning af Preſten Harbitz i hans Liktale, daa han gjorde Schweigaard til eit ſlikt „Guds Lam“. Aa nei, der var for myket Eld og Glod i Mannen til at vera det. Det veit eg, at Harbitz ſjølv tidt fekk kjenna.

Om altſo ellers „Begivenhederne i 1848“ gav Schweigaard „et overordentlig Chok“ fraa det uſtyrleg folkelege og i Retning mot Orden og Autoritet, ſo ſaag vi likevel, at han før og var ein Ordens og Autoritetens Mann. Dette laag og i hans heile juridiſke og formulerande Væſen. Det kjem greidt fram i hans gode Tydning af vaar Brotbolk helſt i Kapitelet (det 10de) om „Forbrydelſe mod offentlig Myndighed.“ Han var ſjølv med paa Thin-