— 125 —
„Er dette det gamle Thrøndelagen,“ sagde eg med ein
Sukk. „Det er inkje Under, at de hava mist dikkar Infinitiv
og alle Fleirtalsmerki og stytt af alle Ord baadi
bak og framme, og gjort det gamle Orgel, som dei gamle
Sogur (Sagaer) ero skrivne i til eit slikt ljodlaust Hærkemaal
paa den Tunga, som er trælkat so, at ho liksom knapt
kann røra seg.“ Den eine Armodsdomen henger ihop med
den andre, maa vita. Eg laut her umskriva for meg paa
Norsk den Songi af den gamle græske Skalden i Byrons
Don Juan (Canto III v. 86), der han samanliknar det
gamle Grekarland med det nye. Der var no vel ikki so
gildt i det gamle Thrøndelagen og so daarlegt i dette nye
derimot; men her i det Sudthrondheimske var der laakt nok,
so det vel kunde hava gjevit ein Diktare harmfulle og syrgjelege
og spottande Samanlikningar med den gamle Tid.
Daa eg saag Kvendi slaa, daa braut imindsto desse byronske
Vers fram i Minnet mit:
Der Sappho elskad’ song og brann;
der Kunsti grodd’ i Krig og Fred;
der Delos voks og Phobus vann.
Ein evig Sumar gyller der;
men alt seig ned paa Soli nær.
og Heltens Horpe, Elskhugs-Kvad
dei Gjetord fann, som Hetmsens Strand
slog burt i dumbe Fødestad,
og Ljodet lenger Vest dei bar,
enn Fedres Sælu-Høyar var.
og Marathon paa Sjøen saag.
For meg, som dvalde der ei Stund,
fritt Grekarland i Draumen laag.
Paa Persers Grav eg kjende vel,
eg ikki kunde vera Træl.
