IX
store Maal. Kommende Slægter ville nok ellers finde den rette, om denne min skulde vise sig at være den falske. Om Forskjellen mellem dette „Dølemaal“ og det gjængse Danske Skristsprog kan jeg naturligvis ikke her tale synderligt. Jeg indtager den vanskelige Stilling af at maatte bevæge mig mellem en conseqvent videnskabelig Gjennemførelse as vort Norske Sprog paa den ene Side, og den vulgære Sproglapping paa den anden, og raae Dialecter paa den tredie, og den brede Danske Vei paa den fjerde. Det er saaledes et Tids- og Conduitespørgsmaal, hvorlangt man kan gaa, og paa dette slibrige Feldt har jeg snart gledet lidt frem, snart lidt tilbage, alt eftersom jeg troede, at Tiden taalte det. Alle disse Partier ere naturligvis utilfredse med denne min Stilling; men da jeg ogsaa i dette Stykke har Grund til at tro, at ethvert Parti som saadant er eensidigt, og at det practisk Sande paa een eller anden Maade vil fremgaa af det Berettigede i hvert af Partierne, saa føler jeg mig just ikke synderlig anfægtet for jeg har Saamange imod mig. Jeg maa nemlig ogsaa have for Øie indtil en vis Grad at blive læst, og kan saaledes ikke — selv om jeg i Virkeligheden kunde — være strængt videnskabelig, og da jeg nu heller ikke kan vende tilbage til de Danske Kjødgryder, og heller ikke finder nogen enkelt Dialect almeenngyldig nok, og heller ikke, som de Fleste maaske med Rette gjøre, kan beqvemme mig til at lappe et Norsk Ord nu og da ind paa
