VII
endog de mindre Norske af dem uden en Ordbog ved Siden. Ja, vi kunne vist endog med fuldkommen Sikkerhed maale deres indbyrdes literære Værd i Forhold til deres Norskhed. Exempler ere ikke her nødvendige. Det vilde ogsaa blive forlangt og maaske alene sætte ondt Blod i enkelte. — Jeg for mit Vedkommende blev naturlig dragen med ind i denne fremadskridende Bevægelse, blandt andet fordi en af Landets bedste Dialecter er mit Modersmaal, og fordi jeg stod saa nær Ivar Aasen, uden hvis Klarhed og Lærdom sandsynligvis heller ikke jeg vilde være kommen ud af den almindelige chaotiske Tilstand.
Jeg var imidlertid ikke kommen langt i denne min egen og Nationens Sprogudvikling, før jeg kom efter, at den intet Ud- eller Indestængnings Forsøg var, saaledes som Modstanderne gjerne ville have det til at være, men at det tvertimod var det eneste grundige Foreningsforsøg. Jo mere disse tre Riger, nemlig, gjensidig udskille af sine Sprog ligesom i en mathematisk Ligning de irrationale Elementer, desto mere ville de nærme sig til den fælleds Kilde, det vil sige, til hverandre. Ethvert af disse Sprog maa, skandinavisk talt, nedsynke til at blive hvad det i Virkeligheden er, nemlig, til en Dialect af det fælleds Sprog, som med Dialecter og alt engang i Fremtiden maa læres af enhver Nordmand og Svensk og Dansk, som vil gjøre Fordring paa Dannelse. Naar Folk have lært saameget, følger Tingen af sig selv. Literaturen maa
