VI
hele Udvikling og Virksomhed var dog saa nøie knyttet til Danmark, at deres Sprog væsentlig maatte blive Dansk, om end deres Norske Natur glimter frem, og af og til endogsaa sprænger den Danske Form.
Folk som ikke begribe, at det maa gaa og factisk gaar en Mands literære Frembringelser som ham selv, idet nemlig Legemet, den ydre Form, lægges i Graven, medens Aanden lever, slige Folk, der saaledes omfavne et Lig istedetfor det friske Liv som evig gjenføder sig selv, de sige: „Forlade Shakspeare, Milton, Racine, Lamartine, Goethe, Schiller, Holberg, Oelenschlæger, Tegnér, Runeberg! Forlade disse Mænd! Umuligt!“ Og dog gjøre de det i samme Stund, som de indbilde sig at kunne standse Livets Gang. De gjorde det selv i den Tid Sprogene tilsyneladende stode stille, for Smag og Livsanskuelser forandrede sig. Man maa forresten ikke indbilde sig at Fremgangen altid har været den rette.
Som jeg ogsaa skrev i Anhanget til min Engelske Bog, saa er denne Sprogbevægelse ingenlunde ny her i Norge, om den end ikke er kommen saa synlig for Dagen som nu i de sidste Tider. Historiske som physiske Processer voxe altid i Hurtighed med sin egen Udvikling. Vi vide Alle at vore bedre Forfattere — hver forresten paa sin Vis under Tingenes uklare Tilstand — have været drevne frem i norsk Retning, endog til det Punct, at Danske have beklaget sig over, at de ikke kunde læse med Fornøielse
