IV
som og i Grunden myket betre er;
og daa mi Bok for meg maa vera kjær,
sa kan eg ikke rett med hena skosa,
som stødt paa Vers meg ligger altid nær.
Eg derfor heller Verket mit vil rosa,
og det i „Cultursprog“, so burt fell Vansken
for „Fanten“ og for Svensken og for Dansken.
Under Opgjøret af sit poetiske Bo er det ofte en vanskelig Sag at afgjøre, hvad der rettelig skal opføres paa Indtægts- og hvad paa Udgiftssiden, eller, hvad der er at ansee som Activa og hvad som Passiva. Der er al Rimelighed for, at jeg her har opført altfor meget som Activa. Men da jeg bør antage, at Publicum nok vil vide at transportere adskillige Poster over paa den modsatte Side, saa vil det paa denne Maade rette paa mine Feil, og saaledes bringe alt til at ballancere. Enkelte Digte, f. Ex. „Paa Stjørdalshalsen“ Side 167, har jeg hovedsagelig optaget forat afvæbne den Indsigelse, at Sproget skulde være fattigt og klodset.
Det Formelle i disse Digte kan jeg desværre ikke tage saa let: for her er igrunden tre Sprogformer (om ikke flere), nemlig først almindelig Bogsprog, saa et Overgangssprog, og saa endelig det, som jeg kalder Norsk, men mange
