Denne siden er ikke korrekturlest
13
Ei Verden er den ædle Sangers Ven;
thi Verden elsker kun sit eget, den.
Hvo dømmer Digteren som dette veed,
om træt han ruller sig i Støvet ned?
Hvad Under, om han lader Harpen hænge,
og Stormen lege med de brustne Strenge?
thi Verden elsker kun sit eget, den.
Hvo dømmer Digteren som dette veed,
om træt han ruller sig i Støvet ned?
Hvad Under, om han lader Harpen hænge,
og Stormen lege med de brustne Strenge?
Hvad Under, om for Nøden stillet blot,
han Verden agter for en blodig Spot,
helst naar han seer, at Aandens Fattigdom
i Hæders lange Kappe skrider om,
og Middelmaadighed formaar at gjælde,
og i sin Raahed fræk Geniet fælde?
han Verden agter for en blodig Spot,
helst naar han seer, at Aandens Fattigdom
i Hæders lange Kappe skrider om,
og Middelmaadighed formaar at gjælde,
og i sin Raahed fræk Geniet fælde?
Den gamle Soldat ved de svenske Studenters Ankomst.
Nu to og sytti lange Aar
mit bøied Hoved tynger paa.
Dog ingen Ro jeg paa mig faar;
til Christi’an jeg ind maa gaa:
Et Bud har Posten bragt mig hid,
som siger „Svensken kommer did“.
mit bøied Hoved tynger paa.
Dog ingen Ro jeg paa mig faar;
til Christi’an jeg ind maa gaa:
Et Bud har Posten bragt mig hid,
som siger „Svensken kommer did“.
De gamle Minder stige frem
og tale med sin kjendte Røst.
Jeg mindes da fra Hus og Hjem
vi maatte gaa paa „Grændsen øst“
og tale med sin kjendte Røst.
Jeg mindes da fra Hus og Hjem
vi maatte gaa paa „Grændsen øst“
