Side:Vinje-Diktsamling.djvu/21

5

Nu Dværge mig skal hamre ned!
Ja, saadant gaar det til:
Hvad Storhed lader smukt i Fred,
bli’r Smaalighedens Spil.

„Det skeer af lutter Trang.“ O, ja,
man fattig vistnok er.
Men maa Du derfor synde, da
kom Templet ikke nær!
Rod i din Muld, at ei dit Liv,
det usle, skal forgaa!
Kun Skjændsel paa din Grav ei skriv!
Lad Helligdommen staa!

Man river ned. Den, som ei kan
opbygge i Guds Fred,
han bliver en mærkværdig Mand
ved blot at rive ned.
At skabe kan ei hver som vil;
det kun blev givet Faa.
Selv Gud en Uge trængte til,
og Hvile ovenpaa.

Man river gamle Minder ned!
Hvad har man saa igjen?
Jo, visne Blommer i et Bed
som Stormen veirer hen.
En fremmed Mand man stander der,
og finder ingen Tolk.
Hvad Blyhed for en Kvinde er,
er Minder for et Folk.

---