Side:Vinje-Diktsamling.djvu/178

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest

162



Og hver ein Stein eg ſom ein Kjenning finner,
for ſlik var den, eg flaug ikring ſom Gut.
ſom det var Kjempur, ſpyr eg, hvem ſom vinner
av den og denne andre haage Nut.
Alt minner meg; det minner, og det minner,
til Soli burt i Snjoen ſloknar ut.
Og inn i ſiſte Svevn meg eingong huggar
dei gamle Minne og dei gamle Skuggar.

I Draumen paa Sæteren.

Jom Ragnhild, kom, eg vil deg vel! Du er so rein, du er so scrl. Eg Guten din er ikke lik: her stal du ikke sinna Svik. No er du lMt fraa alle Vaand, og det eg Mer, er ei Aand. Det, som du leid, eg veit med meg, so eg, so eg kan hugga deg. Her stal du sinna Hjarta varmt. Ajei, at Livet er so armt: Det MMster, som vi tenkte vaa, det faa, det saa vi aldri sjaa; og derfor Draumen, Draumen daa, er det, som leikar til og fraa.