XV
Det Danske Sprog er jo naturligvis ellers et baade
smukt og godt Sprog. Ethvert Sprog, hvori Geniet af
en heel Nation har udtrykket sig, maa altid være smukt
og godt, og enhver genial Mand kan altid med Fuldendthed
udtrykke hvad han vil i sit Modersmaal, om dette
fra et comparativt Sprogstandpunct end er det fattigste.
Paganini kunde jo, er det sagt, spille bedre paa een Streng
end andre Virtuoser paa alle fire. At man paa Spillet
ikke kunde mærke, om der sprang en Streng for O. Bull,
det har jeg tidt hørt. Dette være nu ellers som det vil,
vist er det, at jeg ikke kan klage over det Danske Sprog,
uden med det samme at erklære, at jeg ikke er Herre
over det. Men derfor kan jeg endda godt føle, at det
særegent Norske ikke finder sit Udtryk i det.
Det bliver nu Spørgsmaal om, hvad de Danske kunne bringe ud af dette sit skjønne og gode Sprog som Indlæg i denne skandinaviske Proces. Faa de som hidtil os med paa Kjøbet, saa bliver det, iallefald qvantitativt, ligesaameget som det Svenske Indlæg. Her er mange gode Norske Mænd, som tro, at dette literært som politisk vilde være det bedste; for de frygte det større og, som de derfor mene, absorberende Sverige. Jeg tror nu, at den endelige Frelse for disse tre Folk ligger i at kaste sig modige ind i denne Proces, først literært og siden i Tidens Fylde politisk, hver haabende paa, at hans iboende Naturkraft nok vil gjøre sit Gjennemslag. Men idet jeg som en
