XIII
Skyld maa være med, er jeg for den uøvede Læser maaske værst faren. Naar han hører Sproget, kjender han det mere eller mindre igjen som sit eget, for det er meent paa at være et Udvalg af det meest Almeengyldige i hver saakaldt Dialect; men naar han skal læse det, studser han som rimeligt maa være i Begyndelsen. Det er Tid og Øvelse og maaske enkelte særegne Lydtegn i Alphabetet — f. Ex. til den gjængse Lyd mellem o og aa — som her maa komme til Hjælp. Og saa maa der først og fremst et godt Skjøn til. Men ved saaledes at gaa paa Afprutning kommer man let ind paa den bekjendte Syllogisme, hvorvidt man kan gaa med at rykke Haarene af en Mands Hoved, før han kan siges at være skaldet. Et Punkt maa sættes, og dette har jeg hovedsagelig sat i Sprogets mest musikalske Grundlyd (Diphtonger), og stærke Verber, samt i den naturlige Kjønsinddeling og de med disse Ting nærmest i Forbindelse staaende Nødder, udaf hvilke Ordformer naturlig kunne dannes efter det fremskridende Behov, ligesom ogsaa at Sprogmassen Skridt for Skridt uden Mislyd da kan optage alle i Sproget forhaandenværende Ord. Det er de forholdsvis rene Sprogrødder i Tysk, som muliggjøre den naturlige Lethed i at danne tyske Ord, en Lethed, som er umulig baade i Fransk og Engelsk og Dansk, fordi Lydaabningen i disse Sprog ligesom er sammenkneben, og den organiske Sprogudvikling forholdsvis standset. Vore Norske Sprogrødder ere derimod fremdeles aabne
