XII
Masculinum og Femininum og flaa dem begge sammen til et Fælledskjøn. I Femininendelsen paa a, f. Ex. Gjenta, Gata, er ogsaa n afslidt; men dette sonore a taales bedre end det noget tilspidsede i, hvorfor ogsaa Sprogaanden her paa Østlandet, i Analogi med Svensk, giver disse Femininer paa i en a Udgang i den bestemte Form, f. Ex. Møy, Møya, Øy, Øya, Bot, Bota, Vik, Vika, Slett, Sletta, Mark, Marka, (ikke Møyi, Dyi, Boti, Marki, Viki) o. s. v. Med min Tilbøielighed til at give alle Parter Ret har jeg vaklet imellem alle disse tre Former i disse Femininer, alt forresten eftersom jeg antog, at Læseren paa det givne Sted kunde taale det. Pronomener og andre Ord, der efter den Norske Udtale begynde med et kv, har jeg ogsaa efter Oldnorsk Vis her skrevet med hv, f. Ex. hvi, hvo, hvem, hvad osv., hvit, hvile osv., (kvi, kvit, kvila osv.) Vore velklingende Substantivendelser ir, ur, ar, er, har jeg ligeledes af de anførte Grunde her indtil videre reduceret til ar og er, ligesom jeg ogsaa snart har brugt har og snart hever (udtales heve); stundom ogsaa Fare for Faare, klar for klaar, Trang for Trong, Sang for Song, Gang for Gong, hun for ho eller hon og mange andre tilsyneladende Smaating, som høre med til Sprogets Lydstof og Harmoni. Disse og flere Ting, som jeg her ei kan opregne, ville forresten Tid efter anden komme til sin Ret, al den Stund de vedblive at leve paa Folkets Læber. Med de mange stumme d’er, som for Etymologiens
