XI
len“ sagde, føre over mit Hjerte ofte at hugge Hoved og Extremiteter og skamskrue Rygraden paa mine kjære Norske Ord for at faa dem til at passe ind i den danske Sprogdur. Den naturlige Toneart maatte anslaaes, og denne fandt jeg da i Sprogets gamle og for det meste endnu levende Diphtonger, i Gjennemførelsen af de stærke Verber samt i de ligeledes levende trende Kjøn, med al den øvrige Vocalisme som disse Ting mere eller mindre ubønhørlig førte med sig. Er denne Grundtone først funden, tenkte jeg, saa kan man Tid efter anden, alt som man føler det nødvendigt og muligt, trække ud Stemmer f. Ex. en hver Menneskealder, indtil man omsider kan spille med fuldt Orgel. Her er det nu, at Tact og Conduite maa afgjøre, hvor snart en ny Stemme kan trækkes ud. Jeg selv har heelt eller deelvis stukket somme Stemmer ind igjen her i denne Samling, f. Ex. i den store Femininsrække, der i den bestemte Form endes paa i, saasom Jord. Jordi (udt. Jore), Ferd, Ferdi, Aand, Aandi, Magt, Magti, Nott, Notti (Nat), Bot, Boti osv., idet jeg, for ikke altfor meget at forskrække det uvante Øie af og til har udfyldt denne aabne Femininform med den masculine Endelsen en (Oldnorsk in) og undertiden efter Udtalen med et e. Det dobbelte masculine n og det enkelte feminine n ere her for det meste udslidte, medens de i Dansk og tildeels i Svensk ere forvirrede sammen, hvilket mere end noget andet maa have bidraget til at udslette Forskjellen mellem
