X
Sproglegemet: saa er jeg henvist til denne min Stilling, som man f. Ex. af Digtet Pag. 127 vil see jeg af gode Grunde ikke kan finde’ synderlig behagelig; men hvorfra jeg har de bedste Udsigter til ret snart at blive udhungret (see som Ex. Digtet Side 192). Men isaafald gaar jeg heller over til det Britiske Literatursamfund end tilbage til det Danske; for jeg kan gjøre mange Ting kun ikke den, at drive min egen Udviklingsstrøm tilbage til sin Kilde. Men med dette kan jeg ligefuldt erkjende, at mine Modstandere maaske have ligesaameget Ret i sin Opfatning som jeg, og just netop fordi jeg erkjender dette, tager jeg min hele Stilling og den hele Sprogsag fra et vist humoristisk Synspunct, uden derfor at min Kraft og Villie paa mindste Maade bliver svækket. Tiden kan alene afgjøre hvem der har Ret, om Nogen ellers helt og holdent har den. Den endelige Ret bliver vel ogsaa i dette Stykke, at ethvert Parti faar en liden Anpart i den. Mere liberal, kjære Læser! kan jeg dog umulig være. Det staar nu til dig at være ligesaa liberal.
At en slig Sprogbevægelse har sin Betydning falder vel Ingen lettelig paa at benægte, ligesaalidt som at benægte det Rimelige i, at ogsaa vi Norske som en Nation trænge til en særegen national Form. Ja man kunde vel endog finde en Mening i, at ogsaa jeg personlig følte denne Trang. Der være nu Mening eller ikke i dette, saa er det lige vist, at jeg ikke kunde, som jeg etsteds i „Dø-
