339
egne Undersøgelser. Jeg mente selvfølgelig, at han havde mistaget sig og raadede ham til at publicere denne Opdagelse og først og fremst at demonstrere samme for sin Lærer og nærmeste Foresatte Professor Skjelderup, da her ikke var Stedet til at føre noget Bevis, og hermed maatte denne Sag have en Ende. Endelig kom han ogsaa helt rask med den Paastand, at hvad der var Nyt i min Afhandling ikke var rigtigt, og hvad der var Godt, var gammelt.
Dette blev mig dog lidt for stærkt og gav mig Anledning til at ytre, at jeg havde hørt som Indvending mod Brugen af det latinske Sprog,[1] at det var saa let derigjennem at sige hinanden Ubehageligheder; men Heiberg havde ved sin Opposition vist, at dette gik nok saa godt for sig paa Norsk. Han var selv Licentiat i Medicinen og burde saaledes ikke sætte sig udover en akademisk Bestemmelse, og hermed endte da vort langvarige Sammenstød, idet jeg som Afskedsord udtalte, at jeg haabede, at Differentsen ikke skulde influere paa vort private kollegiale Forhold. Meningsudvexlingen gav nok Anledning til adskillig Munterhed blandt Tilhørerne. Om Opdagelsen af den 3die vesicula har vi aldrig senere hørt noget, saa at han vel senere har faaet sin Opfatning af det fundne Organ korrigeret.
Da Graden som Licentiat var mig meddelt, indleverede jeg den anden Del af min Afhandling og foretog strax efter en videnskabelig Reise i Udlandet, til hvilken jeg havde faaet Stipendium. Et Aar senere, da ogsaa denne var godkjendt, forsvarede jeg samme 6te Marts 1842, efterat jeg i Forveien havde holdt de 3 befalede offentlige Forelæsninger, hvilke bleve beærede med saavel Fakultetets som Collegiets Nærværelse. Der mødte denne Gang kun 3 Opponenter. Min Respondens Thue havde imidlertid forladt Christiania, og jeg stod saaledes alene med mit Forsvar for Doctorafhandlingen.
Nogle Dage senere (8de Marts) foregik den høitidelige Promotion i Nærværelse af Collegium, Fakultet og et talrigt Publi-
- ↑ Kort før Disputatsen var jeg i et Selskab sammen med Lektor Welhaven, og vi kom da til at samtale om Latinens Brug. Han ytrede da, at der intet Ordentligt kom ud af en Disputats paa Latin og at det, som han udtalte sig, bare blev «Spyt og Hark». Jeg medgav, at det var bedre, at vi fik Lov til at bruge vort eget Maal, men mente dog, at man med jevnlig Øvelse godt kunde underkaste sig en grundig Diskussion paa Latin. Han optraadte heller ikke som Opponent, medens jeg havde ventet, at Vibe og Aubert, der begge havde været Respondenter ved tidligere Disputatser, vilde optræde.
22*
