301
Provisionen og Tilførsel (thi Landet selv denne Kant synderlig Intet til Subsistence for nogen Troupper kand udgive) kunde hindre og inden faae Dage een ganske Armee kunde ruinere.
Der Hans Mayt Alting i Hoved Fæstningen beseet havde, begav De sig udi alle Udenværker og førommeldte Taarne og smaae Forter, besaae dennem saavelsom alle Advenuerne, Dalen og Høyene deromkring, resolveret og Allernaadigst, hvad videre gjøres og hvad for Steder endnu fattes skulde, og forføyed sig derpaa imod Aftenen, eftersom den gandske Eftzrmiddag hermed tilbragtes, neder udi Byen igjen. Der Hans Mayt Slottet passerede, bleve 27 Støkker løsnet.
Byen Halden kaldet ligger, som forbemeldt, ved Foden af Fæstningens Klippe, ved Vandet, som er en Fjord eller Sund, hvor Skiibene opløber og sig tæt ved Byen kan lægge, er nu, eftersom den for nogle Aar gandske var afbrændt, heel vel og regulair bebygt, med heel smukke og temmelig store Huuse efter den Norske Maneer, haver mesten sin Næring af Timmer, Saugbrug og Tobaks (??) Handel, som langs Elven fra Landet neder kommer. De Svenske gamle Grændser ligger her 2 Miile fra, mens Vigsiden under Bahuus Lehn hørende, ikke synderlig over en 2 Canonskud fra Fæstningen, og skiller Sundet eller Indviigen i saa Maade Hans Mayts Lande fra de Svenske deres.
Egnen heromkring er intet Andet end lutter Klipper med Gran og Fyrre Skov bevoxt, og findes her og der nogle faae Steder, som ere slette og beqvemme til at saae, hvor Bønderne og paa saadanne Steder boe, og deres Næring med samme liden Sæd, dog fornemmelig med Timmer Brug have, og ihvorvel enhver Bunde ikke megen Jord til at besaae haver, saa er det lidet dog, som der er, saa godt, at naar gode Aaringer ere, da giver det saa rigelig, som det. Marschland være kunde.
Denne om meldte Friderichshald saavelsom Friderichstad beliggende Egn kaldes Smaalehnene under Aggerhuus Stift beliggende. Hans Mayt forblev om Natten udi bemeldte Friderichshald, og da om Morgenen, som var
d. 2: dito, derfra til Sponvigen reed, blev alle Støkker at Fæstningen igjen løset, af Borgerskabet, som igjen i Gevehr var, Salve given og al allerunderdanigste Devotion beviist, ligesom ved Deres Ankomst skeed var.
Bemeldte Sponvigen ligger een stoer Miil fra Friderichshald, een meget slem Vey, fuld af Klipper, ud imod Søekanten, paa Pønten af det faste Land, hvor tvert over for ligger Viigsiden, nu af de Svenske besiddende, saa ikkun Sundet, som er Indlø-
