59
traf i ham en svagelig og blind Olding, i hvem neppe mange skulde have gjenkjendt den engang saa muntre og livsglade Student, om hvem hans Hustru endnu fortalte, at han fordum havde været ligesaa berømt i Bonn som «flotter Tanzer», som han altid var det som Orientalist. Han levede nu yderst afsondret og omgikkes næsten kun med sin Fagbroder og Ven, Professor Gildemeister. Fremdeles fulgte han dog med i sin Videnskab, idet han havde engageret en flink Student som sin Forelæser.
Lassen forsikrede flere Gange: «Ich bin stets ein guter Norweger gewesen», og der er ingen Tvivl om, at han oprigtig mente det. Men paafaldende var det mig, at han næsten ingen Spørgsmaal gjorde mig hverken om Forholde eller Personligheder i sit Fødeland, hvis senere Udvikling aabenbart var blevet ham ganske fremmed. Han erkyndigede sig ikke engang om nogen af hans fordums Venners eller Bekjendtes Skjæbne. Heller ikke med sin Familie i Norge stod han længere i nogen egentlig Forbindelse, efterat hans to Brødre vare døde. Den ene af disse, Toldinspektør i Trondhjem († 1856), havde været en literær Mand, besiddet et stort og prægtigt Bibliothek af antike og moderne Klassikere og bl. A. oversat nogle Bøger af Cicero. Den Anden, Borgermester i Bergen, var den fortjente Literat Hartvig Lassens Fader.
Lassen døde 8de Mai 1876. Hans Hustru var hans Alderdoms trofaste Pleierinde. Det var en livlig Dame med fin Dannelse og med megen Verdenserfaring. Hun overlevede ham nogle faa Aar.
De Breve, som udgjøre denne Meddelelses egentlige Indhold, ville, derom føler jeg mig forvisset, modtages af Vidars Læsere med Interesse og Pietet. Allerede i rent historisk Henseende have de et Værd, som forhøies derved, at de i sit Slags ere omtrent enestaaende. Breve fra Studenter i vort Universitets ældste Periode savnes nemlig omtrent ganske. Men sin største Betydning faa de ved den ædle og ideale Stræben hos Forfatteren, af hvilke de gjennemstrømmes, og jeg vilde derfor
quo Tu in ea versabaris, ut quae nuperrime esset condita, perexigua adhuc et obscura, laudis Tuae literariae ne minimam quidem partem sibi audeat vindicare, gratum tamen semper fuit, et quasi fausti esse ominis semper duximus, quod ex studiosis juvenibus, qui testes infantiae Musarum Christianiensium fuerunt, unus saltem postea tot eximiae eruditionis et sagacissimi acuminis edidit documenta, ut per totum orbem nomen ejus inclaruerit. Professorinde Lassen foranstaltede Brevet aftrykt den følgende Dag i Bonner-Zeitung.
