Hopp til innhold

Side:Vidar 1888.pdf/59

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

55

Omegn, forbunden med mange Fodreiser forvandlet fra den stille Eremit, som Du vel veed jeg i Christiania ofte var, til den muntreste og lystigste tydske Student. For Dig er vistnok Norges raa Clima saare lidet passende. Dog jeg vil ikke længere tale om disse Ting, som ere Dig ligesaa ubehagelige, som mig. Menneskets Skjebne hviler i en høiere Magt: Fortvivlelse hjelper ikke, kun Mod og Tillid og den Tanke, at som Digteren siger: nur durch die dunkle Pforte geht’s zu der wahren Ruh.

Medens Du formodentlig endnu sidder indesluttet imellem øde Bjerge og Dale, har Naturen her udfoldet sig i ungdommelig, uendelig Pragt: for 14 Dage siden begyndte Foraaret her: Mandeltræerne ere bestandig de første: deres hvide og røde Blomster prangede og duftede et Par Dage alene, men snart fulgte de andre: alle vore smaa Høie og Bakker og Dale ere nu fra Top til Taa sneehvide: jeg forglemmer aldrig det Foraar, jeg nu lever i: tænk Dig Udsigten fra Slotsruinerne over den herlige Neckardal, alle Bakker og Dale bedækt med Blomster. Neckaren slynger sig i uendelige Krumninger med sølvklare Bølger midt derigjennem: og nu denne Uendelighed af forskjellige Udsigter, de utallige Spadsergange, alt, alt, bedste Ven! har gjort mig Heidelberg til det kjæreste Opholdssted, jeg kjender.

Stenersen og Keiser vare her i Fjor Høst: for at sige Dig min Mening om Professoren (behold ellers disse Ytringer hos Dig selv), han behagede, den gode Mand, mig slet ikke: det er vistnok brav, naar mine kjære Landsmænd besidde deres velbekjendte Nationalstolthed, hvorom Wessels Ord: «Ondt og Godt i alle Lande» ere Dig bekjendte: jeg selv har altfor lidt deraf, og dog indrømmer jeg saare gjerne, at Norge med fuld Rette er det nordiske Schweitz: men da efter mine Tanker Italien og Provence ere ligesaa deilige Lande, skjøndt i en ganske anden Landskabs Stil, end Schweitz, saa mener jeg, der ogsaa foruden Norge kan gives ligesaa deilige Lande, uden at deres Landskaber behøve at see ligedanne ud, som de Norske. Stenersen havde paa sin hele Reise ikke fundet et eneste ret skjønt Sted, og Heidelberg var kun temmelig passabel. Dog herom intet mehre! Jeg ønskede imidlertid, at jeg kunde sende Dig nogle Kobberstik over Heidelberg, saa vilde Du selv kunne dømme. Jeg selv har al Respect for det Store og Melancholske i Naturen, men daglig omgaaes jeg dog i Sandhed . . . . det Blide, det Milde og Venlige og Smilende. At nu Stenersen bedømte alle Tydskere efter dem, han fandt i Kroer og Gjæstgiverhuse uden at komme iblandt