42
Breve ville vise, ikke havde saa faa, men derimod en uimodstaaelig Lyst til at drage ud i den vide Verden, studere ved tyske Universiteter og lade det komme an paa Fremtiden, om han i sin Tid atter skulde vende hjem. Denne Tanke var meget tidlig vakt hos ham, og Faderens Død, der indtraf nogle Maaneder, før han forlod Bergen, bidrog til at fremskynde Udførelsen. Han havde ogsaa paa en Maade allerede et fast Udgangspunkt for sin Reise i Altona, hvor en Søster af ham var gift, og hvorhen hans Moder, der var dansk af Fødsel, ogsaa snart efter flyttede hen. Som han har fortalt mig, anvendte han al den Tid i sit Rusaar, som han kunde afse, til det omhyggeligste Studium af tysk Sprog og Literatur. Forøvrigt hørte jeg ham omtale, at han havde tilbragt Juleferien hos sin Frænde, Provst Albert Lassen i Gran paa Hadeland, endvidere, at han klart kunde erindre sig den store, i sin Tid saa omtalte Ildebrand, der hjemsøgte Christianias Trælasttomter i Begyndelsen af 1819, og endelig, at man i den norske Hovedstad i de Dage kun lidet yndede de Svenske, hvem man tiltroede Falskhed og alt Ondt. Ved Udgangen af første Semester 1819 tog han Andenexamen med bedste Karakter, og nogle Uger efter var han allerede paa Reisen til Tyskland.
Vi lade ham nu selv fortælle gjennem de i det Følgende aftrykte Breve. Det første af disse Aktstykker, en tysk Elegi, vil være et Vidnesbyrd om den Inderlighed, hvormed han allerede i Christiania havde vendt sig mod det Lands Sprog, hvorhen han var bestemt paa at drage. Man ser baade af den og af det senere forekommende lille Digt, at Tysken saa at sige strax blev hans Hjertesprog.
I.
Doch gerührt ist mein Herz, süss ist die Nahe des Freunds.
Aber ich eile ja hin zu den ewig innigst Geliebten,
Und am fernen Gestad winkt mir ein schönes Gestirn
Ach! am Meere des Lebens wir können beisammen nicht wohnen,
Denn wie die Blätter der Sturm treibt uns das Schicksal umher.
