Fra Professor Christian Lassens Ungdom.
Ved Ludvig Daae.
Af de Videnskabsmænd, som Norge har frembragt, er Christian Lassen uden Modsigelse en af de allermærkeligste og mest ansete, men tillige en af dem, om hvem hans Landsmænd vide mindst Besked. Kun nitten Aar gammel forlod han sit Fædreland, som han siden aldrig gjensaa. Temmelig snart synes han at have afbrudt saagodtsom alle Forbindelser med Hjemmet. Og hertil kom ogsaa, at den Videnskab, hvori han blev en af Aarhundredets fornemste Størrelser, og som for en stor Del endog kan siges at være grundlagt af ham, nemlig den indiske Oldtidsvidenskab, i Følge sin Natur kun har fundet faa Dyrkere iblandt os.
Skjønt ogsaa jeg stod fjernt fra Lassens Studier, faldt det dog i min Lod at blive en af de faa Nordmænd, der kom i personligt Bekjendtskabsforhold til ham. Lassen havde i 1870, efterat hans videnskabelige Virksomhed af tvingende Aarsager var omtrent ophørt, skjænket det norske Universitetsbibliothek en stor Del af sin ikke meget store, men af kostbare og sjeldne Verker bestaaende Bogsamling, og for at modtage denne Gave, der var et smukt Vidnesbyrd om Kjærlighed til Fødelandet, blev jeg, dengang Universitetsbibliothekar, sendt ned til Bonn, hvor han var Professor. Selvfølgelig søgte jeg i den Ugestid, i hvilken jeg daglig kom i hans Hus, at lære at kjende saa meget af hans Livshistorie, som jeg uden at være paatrængende kunde faa den elskværdige, men ikke meget meddelsomme gamle Mand
