353
Frugt nu nedlægges i hans Forfatterlexikon. Hansen virkede ligeledes ivrig for Bibliothekets Komplettering. Dets Personale forøgedes med en i 1866 oprettet ny Amanuensispost, der besattes med Ægypteren J. Lieblein. Ved samme Leilighed reguleredes Gagerne, men de sattes yderst knapt, og det ikke mindst for Bibliothekarens eget Vedkommende[1].
Om Hansens Sundhedstilstand tør jeg ikke dømme, kun kan jeg ikke erindre, at han nogensinde var egentlig syg. Men hans Kræfter vare dog medtagne af meget og opslidende Arbeide, og en Ungdom, henrunden under smaa Kaar og knap Forpleining, maatte vel ogsaa øve sin Indflydelse paa hans Helbred. I hans senere Aar plagedes han derhos haardt af Næringssorg. Han havde giftet sig som Amanuensis med Gjæld, han besad intet økonomisk Talent, og mindre end de Allerfleste forstod han at gjøre sig sin Pen indbringende. I sine sidste Aar maatte han gjøre sig fortrolig med Tanken om at skulle sælge sit Bibliothek, hvilket han helst ønskede at se overdraget helt til en By eller en Stiftelse; Tanken om, at Bergens By burde erhverve det, var allerede fremme i hans levende Live. Det fulgte derfor af sig selv, at hans sidste Aar ikke vare ublandet lykkelige, skjønt hans livlige Aand dog altid holdt ham nogenlunde oppe.
I 1869 var der et nordisk Studentermøde i Christiania. Hansen foreviste en Dag Bibliotheket for de fremmede Gjæster, men uheldigvis var Lokalet netop blevet skuret, og de raa Dampe paadrog ham en Sygdom, der snart viste sig at være Lungebetændelse. Den ansaaes dog ikke for livsfarlig, og det kom derfor helt uventet, da man om Morgenen den 7de Juli fik høre
- ↑ Aaret efter Hansens Død fremkom en Insinuation imod ham, der gjorde hans Venner og overhoved dem, som kjendte og vurderede ham, meget ondt. Prof. L. K. Daa havde i 1867 deponeret et utrykt Ungdomsdigt af Henrik Wergeland, hvori denne havde udtalt sig for Nordens Enhed, paa Universitetsbibliotheket, men da han i 1870 spurgte efter det, var det umuligt at gjenfinde det. Den udpræget mistænksomme Daa udtalte sig herom (i sine Tids-Tavler I. S. 366) i følgende Udtryk: «At Bibliothekaren B—H. den 7de Juli 1869 var død, havde uden Tvivl begravet Hemmeligheden med denne Forsvinden, da han som flittig Literatur-Historiker og som den, der ofte havde ytret sig imod Skandinavismen, sandsynligvis har havt anden Anvendelse for det, hvorom han ikke har udtalt sig paa Dødsleiet». (Udhævelserne ere gjorte af mig). Efter mange Aars Forløb, og efterat ogsaa Daa var død, blev imidlertid Digtet gjenfundet — i Bibliothekets Manuskriptrum, hvor det var faldet ned mellem Reolen og Væggen!
Vidar 1888. 23
