Side:Vidar 1888.pdf/353

Denne siden er ikke korrekturlest

349

som nylig har seet Lyset. Derpaa drog han til England og udgav sin Britain and the British. Nu drømte han om Verdensry og kom 1863 henrykt tilbage til Christiania. Hansen kunde aldrig glemme det Udraab, hvormed Dølen paa Gaden — uden forudgaaende Hilsen — henvendte sig til ham og et Par Andre: »Jeg bliver mere og mere forklaret — man sublimeres.« Men Forventningerne om et europæisk Navn bleve snart skuffede. Misfornøielsen med egne Kaar gjorde ham saare bitter, og navnlig kunde han aldrig tilgive Bjørnson og Ibsen deres Gager af «Rikskassa». Snart vilde han saa have disse Digtergager afskaffede, snart foreslog han, at enhver Poet skulde gageres^[1]. Værst blev det dog fra 1868, da han mistede den Kopistplads, han et Par Aar havde indehavt. Dengang havde Statsrevisionen endnu ikke antaget sine senere Dimensioner og frembød altsaa ingen Plads for ham. I næsten Alt, hvad han lod trykke, spillede disse hans private Anliggender nu en Hovedrolle. Hansen udtrykte dette (i Skill. Mag.) paa sin Maade saaledes: «Dølen skriver i den senere Tid meest om sin egen Afsættelse eller, som han ogsaa kalder det Vaar Politik».

VII.

Den 7de Marts 1864 udnævntes Hansen til Universitetsbibliothekar efter F. W. Keyser, som havde taget sin Afsked^[2].

↑ Saaledes skrev han 1865 om C. P. Riis (Vinjes Skr. IV. S. 58): «No daa Staten har lagt i Veg med at draga Omsorg for sine Poeter, sosom ved at gjera some til Skogmenn og lata andre faa Pengar, liksom meir for inkje, so lyt den taka Riis med. Det er raadlaust annat, for anten alle eller ingen, daa Skilnaden imellom deim ingalunde er so stor, at nokon har Rett til at krevja nokot framifraa. So kunne dei daa alle sitja klunkande med Horpa si paa Rikskassa.» Og i det følgende Aar, da Ibsens Brand var udkommet (Skrifter IV. S. 143): «Det var trongt og smaatt for Ibsen, og dette gjorde vist det meste til, at han kom in paa dette sit Brandvæsen. Men no daa han har fengjet Poetløn af Rikskassa og Stipendium ataat, so gjeng han trulegt ut af Brandkorpset som Chef idetmindste. Faa no sjaa. Det plagar ganga slik med dei politiske Brandmenn, naar dei faa seg eit godt Embætt, og Elden legg sjeldan lenger inne hjaa slike Poeter en hjaa Politikere. Det er veike Menneskjor allesaman. Gjev Kalven ein Høydott, so rautar han ikki lenger.»
↑ Jeg har i Skillings-Magazinet for nylig d. A. givet en temmelig udførlig Skildring af denne fortjente Mands Liv og Virksomhed, til hvilken jeg her kan henvise.

[1] Saaledes skrev han 1865 om C. P. Riis (Vinjes Skr. IV. S. 58): «No daa Staten har lagt i Veg med at draga Omsorg for sine Poeter, sosom ved at gjera some til Skogmenn og lata andre faa Pengar, liksom meir for inkje, so lyt den taka Riis med. Det er raadlaust annat, for anten alle eller ingen, daa Skilnaden imellom deim ingalunde er so stor, at nokon har Rett til at krevja nokot framifraa. So kunne dei daa alle sitja klunkande med Horpa si paa Rikskassa.» Og i det følgende Aar, da Ibsens Brand var udkommet (Skrifter IV. S. 143): «Det var trongt og smaatt for Ibsen, og dette gjorde vist det meste til, at han kom in paa dette sit Brandvæsen. Men no daa han har fengjet Poetløn af Rikskassa og Stipendium ataat, so gjeng han trulegt ut af Brandkorpset som Chef idetmindste. Faa no sjaa. Det plagar ganga slik med dei politiske Brandmenn, naar dei faa seg eit godt Embætt, og Elden legg sjeldan lenger inne hjaa slike Poeter en hjaa Politikere. Det er veike Menneskjor allesaman. Gjev Kalven ein Høydott, so rautar han ikki lenger.»

[2] Jeg har i Skillings-Magazinet for nylig d. A. givet en temmelig udførlig Skildring af denne fortjente Mands Liv og Virksomhed, til hvilken jeg her kan henvise.

[1]

[2]