348
han smilende til Hansen i den Tanke, at han havde noget særdeles velkomment at overbringe ham, og at han havde gjort sig Hansen overmaade forbunden! Thi for «Dølen» stod en saadan «stiltiende Overenskomst» paa ingen Maade som noget forkasteligt, tvertom, han ansaa det for det naturligste af Verden, at man «opportunistisk» valgte det Standpunkt, som gav Udsigt til den største Fordel.
Læseren vil i det ovenfor aftrykte Brev fra Throndhjem have lagt Mærke til Bemærkningen om, at Dølen i sin Tid havde «regnet Folk det til Last», at de kom «i fornemt Selskab». Men nu var der netop Intet, som Dølen selv satte mere Pris paa, end — om det saa skulde ske gjennem Ydmygelser — at faa Adgang til de «høiere Cirkler». Hans Kryhed kunde stige til det Utrolige, naar han havde solet sig i Velynderes Gunst. Engang havde han i Hotel d’Angleterre drukket et Glas Punsch med Advokat Dunker. Da de forlode Stedet, sad Hansen i i Forværelset med Henr. Ibsen og nogle andre Venner, som nu hilsede paa Dunker og Vinje. Advokaten hilsede igjen, men ikke Vinje. Da saa Hansen Dagen efter spurgte om Grunden til, at han ikke vilde kjendes ved sine Venner, svarede han ganske naivt: «Nei, Du kan jo skjønne, jeg kunde jo ikke kjendes ved Jer, naar jeg gik med saadan en Mand».
For nu at vende tilbage til Hansens Throndhjemstur kan det bemærkes, at adskillige Godtfolk fandt, at Dølen var beskreven med en Frihed, som streifede ind over det Tilladeliges Grænse. Men Dølen selv, for hvis Falstaff-Natur det først af Alt kom an paa at blive renommeret, var selv inderlig tilfreds dermed, og Hansen havde derfor havt fuldkommen Ret, naar hen paaberaabte sig sit carte blanche. Dølen forstod ypperlig, at Hansens hyppige Omtale af ham havde forøget hans Læsekreds, og forsikrede ham stadig: »Du har været mig en god Mand, som jeg ikke noksom kan takke.«
Vinje skrev forøvrigt i denne Tid meget, som ikke alene var pikant, men ogsaa sandt og træffende, saaledes f. Ex. den vittige Artikel »Napoleon og Ueland«, som dog — mærkeligt nok — ikke er bleven optagen i den bindstærke Udgave af hans Skrifter,
inntil Enden. Han fortener ærlegt ein slik Post ved sin Kunnskap og Bokkjensla, det er ikke for det, men han vilde no aldri faa den, dersom han var Døl, idetminste ikki so lengi dei no Raadande liva, likesolitet som Welhaven nokotsinn var vorden Professor, dersom han ikki havde godtgjort sin «gode Smag» ved at klora Wergeland i Augo». (A. O. Vinjes Skrifter i Utval IV. S. 229).
