341
Enhver af de gjenlevende mellem disse Mænd vil være
enig i, at det var behagelige, beaandede og lærerige Timer,
man tilbragte i Raadhusgaden No. 28. Fremfor Alt var det
Hansens eiegode Sind, som frembragte den rette Stemning.
Man morede sig ved at bringe ham Bøger og ved at spøge
med ham. Asbjørnsen medbragte saaledes engang en liden
Bog i 22 Exemplarer, med Titelen Paul Bottens St. Hansnats
Eventyr, en Nytaarsgave til Forfatteren. Han havde nemlig
mellem sine Samlinger fundet nogle barnlige Optegnelser
af Hansen fra dennes Barndom om Huldre og Underjordiske og
«deres Slægtregister», hvilke ad Omveie vare komne i hans
Hænder, og som han nu lod trykke paa Velin. En anden Ven
havde i Reskriptsamlingen (Wessel-Bergs Udg. I. S. 333) fundet
et Reskript om en «Povel Hansen af Vaage i Gudbrandsdalen i
vort Rige Norge», der «havde forseet sig med fire Kvindespersoner
o. s. v.», men blev «pardonneret paa Liv og Krop,
naar han Lovens Bøder og Kirkens Disciplin fyldestgjør og
giver noget ad pios usus efter Biskoppens Kjendelse». Dette
Reskript afskrev han, lod Rigsarkivar Lange vidimere dets
ordrette Overensstemmelse med Originalen og forærede Hansen
det i Glas og Ramme. En anden, Kredsens Latiner, skrev da
under Hansens Billede følgende Epigram:
atque ortum proavo, quattuor fallente puellas.
Ikke anede Nogen af os, hvilke Tanker disse vore harmløse Indfald maatte vække hos vor Ven, om hvis Herkomst og Barndomshistorie dengang Intet vidstes blandt hans Christiania-Bekjendtskab.
Ofte tilbragte man her ogsaa Aftenen ved et studentikost Maaltid og et lidet Glas. Konversationen dreiede sig om alle mulige Ting, deriblandt ikke sjeldent om juridiske Emner. Hansen havde nemlig — maaske fra den Tid, han var paa Sorenskriverkontor — en stor Lyst til at bryde en Lanse med Jurister[1]. Mest var det
- ↑ Jeg var engang i et Selskab med Hansen hos en fælles Ven. Her kom han i en ivrig Samtale med en Mand, uden at vide, hvem denne var, om Morderen Arne Kulterstads Sag, som just var paadømt i Høisteret. Vedkommende var af en anden Mening, end Hansen og gjendrev venligt, men bestemt hans uforgribelige Formeninger. Da Samtalen var forbi, spurgte Hansen mig, hvem det var, han havde talt med. Jo, det var Assessor (senere Statsraad og Justitiarius) Meldahl. «Ah, da var det jo intet Under, at han var saa stiv», svarede H.
