330
udviklede en Evne til korte, træffende Karakteristiker og til klare Oversigter, som man før ikke havde kjendt hos os. Hvad der ellers vakte liden Opmærksomhed, blev fremdraget og paapeget i Nyhedsblaadet, ifald det gjorde sig fortjent til at kjendes i videre Kredse. Da nu hertil kom en gjennemgaaende Stræben efter Upartiskhed, blev Nyhedsbladet et Forum, hvis Domme snart vandt en høi Anseelse. Byens Forlæggere fulgte med frygtblandet Opmærksomhed dette Blad, som vel altid anerkjendte og anbefalede den gode og gavnlige Produktion, men som heller ikke var bange for at blotte og revse den simple Spekulation og det forlorne Bogmageri[1]. Efterhaanden blev Hansen saaledes en Mellemmand mellem adskillige Forfattere og Forlæggere. Han kjendte nemlig ud og ind alle Boghandelens Mysterier og Fif, ligesom han ogsaa var den fineste Iagttager af Læseverdenens Smag og Tilbøieligheder, og han besad derfor en enestaaende Evne til at stille literære Foretagenders Horoskoper. En Anbefaling af ham offentlig eller underhaanden har mere end en Gang bidraget til i hine literært trange Tider at lade Bøger se Lyset, som ellers vare blevne uskrevne eller utrykte.
Det vil uden Tvivl interessere Læseren at se en Prøve paa Hansens Anmelderstil. Jeg har derfor ganske iflæng grebet en saadan ud af den store Masse og aftrykker her dens Hovedindhold.
(1862, No. 44). Se Tiden an, Novelle af Israel Dehn, 1—2. Cappelens Forlag, Chra.
Pseudonymen Israel Dehn er begyndt som Novellist at udfolde en Productivitet, der er exempelløs hertillands, hvor ingen høie Honorarer lokker Dumas’er til at holde sig Maquer’er eller andre Medhjælpere i deres Bedrift for at tilfredsstille Publikums stedse stigende Efterspørgsler. Siden vi omtalte Hr. Dehns Bidrag til forrige Jule-Literatur, har han nu — vistnok uden al Kontorhjelp — skrevet andet Bind af Høit og Lavt, nærværende Tobinds Novelle, en do. do., der udkommer før Jul, og nok ogsaa en tredie, der antagelig kommer ud inden Nytaar. — — Tidligere vare hjemmegjorte Noveller hos os rari nantes in gurgite vasto, og der krævedes saaledes en overordentlig stærk Tilførsel, hovedsagelig fra Danmark af. Men forundes Hr. Dehn Helse og Forlæggere, ville vi herefter maaskee
- ↑ En af vore Forlæggere havde engang i Nyhedsbladet faaet en høist fortjent Tilrettevisning for sit Styverfængeri. Da imidlertid Bladets Bogtrykker stod i Klientelforhold til hin Boghandler, blev han greben af en Panik for, at denne mægtige Mand skulde unddrage ham sin Søgning, og bønfaldt derfor Hansen om en Attest for, at han (!) var udelagtig i hin Artikel i Bladet. Hansen gav ham en Bevidnelse om, at han ikke alene var uskyldig som det mindste Barn, men at, «selv om han af al sin Evne havde anstrængt sig for at forhindre Stykkets Trykning, skulde dette ikke have hjulpet det allerringeste».
