Hopp til innhold

Side:Vidar 1888.pdf/331

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

327

meget agtbart Selskab, men hvad der bedst trivedes, var Debatter om Revisionsindstillinger og lignende formalistisk Vrøvl. Det Eneste, som tildels delte Herredømmet med dette Væsen, var den fra Studentermødet i 1845 nedstammende Modeinteresse for Sang; Sangerne kjendte dog ofte nok ikke mere af de Viser og Sange, de foredroge, end det første Vers. Den skandinaviske Idé var paa ikke faa Studenters — Læber, men for Mængden vare Talerne om «Brødrene hinsides Kjøl og Sund» desværre altfor hyppig ikke Andet end Fraser[1].

Under disse Forholde faldt Huldrebryllupet dødt til Jorden. Det blev endnu mere ignoreret, end Ibsens Catilina var bleven det Aaret i Forveien. Vel solgtes der af det sidstnævnte Stykke — af hvis fata dets Forfatter siden selv har givet den bekjendte interessante Fremstilling — kun 30 Exemplarer, og stort færre Kjøbere kan vel Hansen ikke have havt, men Catilina fandt dog flere Anmeldere, ja endog udførlig og anerkjendende Omtale i Langes Tidsskrift[2]. Huldrebryllupet derimod opnaaede, saavidt vides, kun en eneste Gang at blive offentlig omtalt, nemlig af Rolf Olsen i det Nationalblaad, der i de første Maaneder af 1852 holdtes igang af den daværende Storthingsopposition. Anmelderen, selv Poet, roste Digtet, som derpaa foreløbig overgaves til Forglemmelse.

Hermed var nu Hansens korte Digterliv afsluttet. At han har følt en hemmelig Skuffelse og Sorg, er høist sandsynligt, skjønt jeg ikke ved, at han herom har udtalt sig for Nogen. En af hans yngre Venner nedskrev adskillige Aar senere under hans Navn de Ord «Poet paa Vartpenge», og Hansen smilede over denne nyfødte Kategori, men det tør nok have kostet ham et stille Suk.

Der existerer for øvrigt et Brev fra Hansen til en Frue, en af hans daværende Venners Hustru, hvori han selv udtaler sig om sit Digt saaledes: «Hele Digtet er et Helvede, der er

  1. En literær Forening» existerede dog i Samfundet og udfoldede i nogle faa Aar et vist Liv. Hansen var en Stund Medlem og har her holdt et Par Foredrag. Foreningens Stifter var H. Schultze, og nogle andre mindre Forfattere, C. P. Riis, A. Borchgrevink og A. Aabel, optraadte ligeledes der.
  2. Da Catilina udkom, var jeg Discipel i næstøverste Klasse af Christiania Kathedralskole. Vi kunde her som Pensum i Norsk lære udenad Stykker af Forfattere efter eget Valg. Flere af Klassen valgte at lære temmelig lange Afsnit af Catilina. Jeg erindrer, at dette interesserede Ibsen at høre, da jeg fortalte ham det i 1857. Derimod erindrer jeg ikke mellem mine unge Samtidige en Eneste, der omtalte eller havde læst Huldrebryllupet.