Og dog din Lære er saa vammel.
Den er in praxi ikke gal:
jeg i min Ungdom greb Sekunden
Fryd kun skabt, saa raskt som Hunden,
der spiller Fluepoliti.
Jeg ogsaa elskede: min Sukken,
min Maaneblegnen, Hosten, Bukken
var dog unyttigt Krammeri.
Da falder hun en Dag i Slummer
i Lunden, medens Bien summer
sit Visse—lulle—sulle—tys
og drømmer om sin Hjertenskjære,
men vaagner under mine Kys:
Og tabt var, hvad man kalder — Ære-
Afskyeligt!
Jeg gik for fort
tilverks — hvor jeg mig har forløbet!
thi Sneglen er ei ganske krøbet
af Dydens Sneglehus — nu bort!
(Vil gaa).
Hvorledes vare nu Vilkaarene for en begyndende ukjendt Forfatter i Christiania i Tiden omkring 1850?
Uden Tvivl saa daarlige som muligt. «Hovedstaden», dengang en By paa nogle og tredive tusinde Mennesker, lod sig beherske af et Juristeri, der var meget respektabelt som Embedsmænd og Embedskandidater betragtet, men for den større Del saftløst og borneret, om man stillede Fordringerne høiere. Tidens dannede Mænd hentede sin egentlige Sjæleføde fra Athenæums Aviser og Nyheder og begjærede ikke stort mere. Der var liden Trang tilstede til literær Nydelse og endnu mindre til literær Produktion. Men samtidig var man desto mere velhavende paa Kritik, forstaar sig en steril, overfladisk og dertil feig. Thi fremtraadte en Forfatter med en allerede erhvervet Autoritets Stempel, eller dog under en anerkjendt Størrelses Ægide, da vovede ikke let Nogen at antaste ham, thi det vilde jo være den lige Vei til at «prostituere sig». Var saadant derimod ikke Tilfældet,
