322
lemmer af Formandskabet, ikke ville begunstige Forprang og Landprang ved at
huse de skakkerjødeagtige Kræmmere. Men gamle Kari er saa gjestfri, som om
hun havde levet paa Smaakongernes Tid; hun bærer «Lauvriis» ind paa Skorstenen,
for at de Reisende kunne opvarme sine frosne Lemmer, tørre sine «Sjosokker»
og optøe sin Niste; hun kaster et Knippe Rughalm paa Gulvet, hvor de
trætte Færdesmænd sove saa haardt og sødt, som nu Fyrsterne, der blot forstyrres
i sin Søvn af Politispioners Beretninger om de heldigen snoede Snarer for Frihedens
tolvhovede Trold. Jeg og du, Læser, kunne ikke sove saa sødt, efterat
dette Kapitel er skrevet og læst, naar vi betænke, at blot den kjedeligste og
svageste Del af det Hele endnu er bragt fra Haanden».
Fortællingen blev ikke fuldført og standser allerede, inden «Hastverks» Barneaar ere forbi. Dens sidste Partier, der angaa Heltens kunstneriske Forsøg, ere aabenbart Erindringer fra hans egne barnlige Forsøg i Træskjæreri m. m.
Endnu langt mærkeligere, end denne eiendommelige Novelle er det dramatiske Arbeide af Hansen, der ligeledes fremkom i Andhrimner, men kort derpaa udgaves særskilt med nogle faa Rettelser. Dets Titel er «Huldrebryllupet, dramatisk Eventyrdigtning». En Student fra en Fjeldbygd, «Sagnius», der er træt og hjertesyg af Kulturlivet, mindes Hjemmets Sagn og Eventyr og søger tilbage til Fjeldet, idet han har forelsket sig i Huldren og søger at vinde hende ved at skyde over hende. Han opnaar ogsaa hendes Kjærlighed; men for det Første har han til Medbeiler en Jutul, som ved Hjælp af en Hex søger at skille de Elskende ad for at bemægtige sig Bruden, og dernæst søger «Mester Hurtig», en mefistofelisk Figur, med djævelsk Kløgt at fordærve den uskyldige Sagnius. En Mængde landlige Skikkelser og Naturaander: Nøkken. Lygtemanden, Dragen osv. optræde i et Mellemspil.
Tager man i Betænkning, at dette Stykke er ældre end Ibsens nationale Arbeider, maa det vække Forbauselse. Det er umuligt at læse det uden at tænke paa de tre første Akter af Peer Gynt, og det er ogsaa allerede offentlig udtalt, at Huldrebryllupet staar i et «prototypisk Forhold» til dette Digt[1]. Hansen er endnu bunden af den ældre Romantiks Traditioner (maaske især af L. Tieck), medens Ibsen er mere fri og original, men dette udelukker ikke, at denne har været i nogen Grad paavirket af Hansen. Versifikationen, der er meget flydende, ligner stærkt den, vi kjende fra Peer Gynt, og Rhythmen er tildels den samme. Ogsaa til Naturaandernes Optræden findes Sidestykker i Peer Gynt, Pers Kynismer have Forbilleder i «Mester Hurtigs»,
- ↑ Nordisk Conversations-Lexikon, 3die Udg., I, S. 384.
