321
«Der er et Strøg af vort Land, hvori man, som paa mange andre Steder, finder fede Heste paa Markerne, «tænksomme» Bønder i Husene, malkende Kjøer i Fjeldene og paa Baasen, «trivelige Præster» i de tjærebredte Kirker og rødmalede Gaarde, og før slæbende, nu politiserende Husmænd i Udmarkerne, foruden mange andre mindre betydelige Skabninger, der behøves i et befolket Land.
«Dette Landstrøg er en lang, frugtbar Dal, der var til, men ikke beskreven, længe før Hjorthøys Tid. Folket var hedenskt paa Olaf den Helliges Tid, overtroiskt eller uddødt paa «Svart Dauens» Tid, høi-ugudeligt og kjernesundt paa Præsten Fietzentz’s Tid[1], høihelligt og prophetisk paa Hans Nielsens Tid og talrigere, end Dalen kunde rumme paa Thranes Tid.
— — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
— — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
«Strax nordenfor Kleven seer den Reisende et Hus, saa gammelt, som noget i Walter Scotts Romaner, og det seer saa øde ud, at jeg kunde fristes til at lade Uglerne tude i Fjeldet ovenover det, hvis ikke en stor Del Romancedigtere allerede havde vænnet Læserne saa aldeles til Ugletuden, at de derved hverken skræmmes eller stemmes romantisk.
«Fiskerne have for at forskaffe sig «Sökkje» bortskaaret det Bly, som indfatter de smaa Ruder i Husets Vinduer, saa at et Par af Ruderne endog ere faldne ud og nu i Romanbegyndelsens Vintertid maa erstattes ved en istoppet gammel Trøie og et Par Uldstrømper.
«Døren er furet og graanet af Vinden, der paa sine Toure fra Hovedstaden har larmet paa den siden «Ofsens» Dage[2]. En lang Løfteklinke hindrer Døren fra at aabne sig af sig selv og slippe Vinden ind, naar den udenfor rædsomt hviner sit hæse «Lukop!» Forresten er Døren saa lav, at jeg ordentlig undseer mig for at uleilige Læseren ind igjennem den, da jeg godt ved, at han ikke er nogen Præst, hvem Skribenten, som til Sognebud, kan trække ind i enhver Hytte for der at faa Anledning til at skrifte egne og især Andres Tanker. Men det staar ogsaa Læseren frit for at blive staaende udenfor Døren ligesom vore gentile, kirkebesøgende Kavalerer; han kan jo ligefuldt betragte de Ind- og Udgaaende, ja saagar lorgnettere dem, som om han holder Frøkenrevu ved Slotskirkedøren. Men hvis han vil lære at kjende den Helt in nuce, som efter de forskjelligste Skjebner og Livsstillinger med Tiden vil komme til at beherske baade ham og mig, da maa han ikke undse sig for at følge mig ind i Huset, hvor der nok ogsaa har været brave Folk inde før, kan han tro. Fogden tænder sin Pibe der, naar han reiser til Things. Færdesfolk, saasom Sild- og Fiskekræmmere fra Læssø, Bliktøikræmmere fra Biri, Glaskræmmere fra Hurdal, Brændevinskræmmere fra Hedemarken foruden mange Slags andre gaaende og kjørende Kræmmere ere allesammen glade ved at tye ind til «gamle Kari» for at faa Hus over Hovedet, hvilket kan falde vanskeligt nok paa de største Gaarde, hvis Eiere, som Med-
- ↑ «Fietzentz viste nemlig Folket i sin Sundheds-Cathecismus, hvorledes det skulde blive sundt og lykkeligt, og i sine Prækener, hvorledes det som bedst kunde blive fordømt».
- ↑ «Ældre Folk i Dalen bestemme endnu Tidspunktet for mærkelige Begivenheder ved at henføre dem til det eller det Aar før eller efter denne ødelæggende Vandflom (Mai 1789), der med alle sine Rædsler uudslettelig har indpræget sig i Hukommelsen».
Vidar 1888. 21
