312
et Lag paa Botten og deltog i en Samtale om Underjordiske, Gjengangere o. desl., hvis Tilværelse han dristig benegtede. De Andre vilde ikke høre paa Saadant og spurgte, om han da turde vove at aabne Døren til den nærliggende Kirke ved «Midnats-Leite». De vare saa visse paa, at han ikke var istand til det, at de væddede med ham derom. Da saa Klokken blev 12, tog Hans Hansen Kirkenøglerne, gik ud i den mørke Vinternat og kom snart igjen med et gammelt, i Glas og Ramme indfattet Billede, foreviste det for de studsende Gjæster og bragte det saa tilbage paa sin Plads i Kirken. Dette imponerede. Men ikke mindre Autoritet vandt Hans Hansen, da han besteg Kirketaarnet med en stor Blok i Haanden og satte denne op paa Taarnspiret, og en anden Gang klatrede op paa Selljordskampens Bratside og stillede sig paa Toppen, hvorfra »hans Stammemoder» (?) Pillar-Guri i sin Tid havde blæst paa Lur i Skottekrigen.
Hans Hansen blev opmærksom paa den lille Paul Bottens gode Anlæg og lagde snart sin Elsk paa ham. Fr. Hougen har nedskrevet en liden Scene fra Pauls barnlige Skolegang: «I Februar eller Marts 1832 var der Omgangsskole i Øvre-Havn, høit oppe i den bratte Li, en Fjerdingvei fra Botten. Børnene sade om Bordet i Bondestuen, Morgenandagten var til Ende og Undervisningen begyndt. Da for Døren op, og som en Snebold ruller en liden velvoxen Gut med Niste og Skolebøger paa sin Kjelke lige ind paa Gulvet. «Kan Du Noget idag, Du da, Paul?» siger Skolemesteren. «Ja, jeg kan det Attende om Dommedag», svarer Gutten. «Læ meg naa høire da». Og saa læste den syvaarsgamle Paul med sit klingende Maal saa høitideligt og klart det 18de Stykke af Katekismens Sententser, at det gjorde dybt Indtryk paa Alle i Stuen». Det sagdes almindelig, at det kvikke Hoved havde han efter Faderen, medens den kritiske Sans, som alt i Barndommen traadte frem hos ham, og «hans undertiden overmodigt mønstrende Blik» mindede om Mødreneslægten paa Botten. Det kunde ikke undgaaes, at han snart blev sine Evner bevidst; i Skolen var han jo altid den Udmærkede, og Bedsteforældre og Morbrødre undlode ikke at fortælle de Forbireisende om hans Talenter. Men saa var der ogsaa just ved den Tid, han skulde afslutte sin Skolegang, forbeholdt ham en Modgang af en saa eiendommelig Art, at vi maa dvæle et Øieblik ved denne tragikomiske Episode af hans Barndomsliv.
Paul havde Talent for at tegne og «gjøre Roser» med Pennen og derhos ogsaa for Træskjæreri, hvori han havde drevet det
