80
dem den for den følgende Tid betydningsfulde, som Johan Dahl stiftede 1832. Snart havde Kristiania ogsaa et dansk Theater. At alt dette meget snart ytrede sin Indflydelse, er utvivlsomt; men de bedste Vidnesbyrd derom ere dog de ligefremme Beklagelser i Vers og Prosa over den lettede Samfærsel, som gjenløde fra Norskhedsmændene, f Ex. Henrik Wergeland; Ord:
I alle Hjerter i Nationen,
Da drog tilvisse til Kjøbenhavn
Med næste Dampbaad Ambitionen,
Thi den, jo mer den er »honnet«,
Fordærver Norriges unge Æt,
Drengen blir slet,
Pigen koket
Og Jeandefranceri bli’r Tonen.
og som det ogsaa hed: »Aarlig erholder Kjøbcnhavns Narre endel af vore Narres Besøg. En ægte Kristiania-Nar regner en Tur til Kjøbenhavn for en ligesaa uafviselig Pligt, som en Mahomedan Reisen til Mekka « »Kavaleren faar sin Politur i Kjøbenhavn, hvor han bliver optrukken af Snyltegjæster, som til Gjengjæld undervise ham i Kjøbenhavnsk og lære ham de nyeste Kjældermænd.«[1]
Omtrent ved den samme Tid bidrog en stor Begivenhed til at vende de Danskes Tanker mod Norge. Det var Juli-Revolutionen og den i Forbindelse med samme staaende Indførelse af Provindsialstænder i Danmark. Det er bekjendt, at der nu vaagnede et stærkt politisk Liv i Danmark, og at det ikke varede længe, inden man i Stænderne kun saa en Overgangsform til en virkelig fri Forfatning, den man stærkt længtes efter at opnaa. Nu blev den norske Konstitution en Gjenstand for ivrigt Studium i Danmark, og de norske Statsforhold opmærksomt iagttagne. En fremtrædende Rolle spillede her Orla Lehmann. Han knyttede i 1833 i Berlin sit Venskab med Schweigaard, gjorde Stangs Grundlovsfortolkning til Gjenstand for en udførlig Recension, og gjorde sig i 1836 nøie bekjendt med Norge selv ved den Reise, som han senere udførlig har beskrevet. Christian den ottende maatte ved sin Thronbestigelse finde sig i, at man idelig raabte paa »Eidsvold« og mindede ham om, hvor han havde været i 1814. Kort efter udgav Munch-Ræder i Kjøbenhavn sin Bog om »den norske Statsforfatnings Historie og Væsen«, fremkaldt, som han selv siden har oplyst, ved danske Venners Opfordringer
- ↑ Hartvig Lassen, Henrik Wergeland og hans Samtid, 2. Udg, S. 91.
