79
kom en Sang for det nye Kongehus, og Referatet tilføier Intet
om nogen denne Sang ledsagende Begeistring[1]. Den samme
velvillige Inukommelse af Frederik den sjette gjenfinde vi endnu
i George Fr. Kroghs Tale i Studentersamfundet 1829[2].
X.
At hverken den uvillige Følelse mod Danmark, der gjorde sig gjeldende i Norge, eller den Forglemmelse af det gamle Broderskab, som lod sig spore i Danmark, blev af Varighed, havde sin sidste Grund i, at de begge vare saa unaturlige, som noget i Verden kan være det. Men flere medvirkende Aarsager traadte her efterhaanden til.
En væsentlig Hindring for, at Danske og Norske kunde møde hinanden, laa i den lange Afstand og de slette Samfærselsmidler. I Foreningens Tid havde Landreiserne været lettede og forholdsvis billigere ved »Sølvposten« gjennem Sverige, der medtog Passagerer. Nu var denne Vei bleven kostbarere, og Søreiser vare altid af uberegnelig Varighed og som oftest ubehagelige. De gjensidige Besøg vare derfor ikke ret mange, og naturligvis kom især Danske sjelden til Norge, naar de ikke, hvad stundom hændte (f. Ex. med G. L. Baden) rømte herop. Brevportoen var høi, og Boghandelen maadelig. I Christiania var det smaat bevendt med den, og de egentlige Bogelskere fik sine Forsyninger direkte fra Kjøbenhavn, for det meste gjennem Brummer, Universitetsbibliothekets Commissionær. Det maatte derfor være et overordentligt Fremskridt, da man fik Dampskibsforbindelsen. Statsraad Collett har Æren for at have skaffet Norge dets første Dampskibe, skjønt Odelsthinget i 1827 rigtignok belønnede ham med en Rigsretsaktion.
Fra nu af bleve Besøgene hyppigere. Slægtninge, som længe havde været afskaarne fra hverandre, kunde atter komme sammen, unge Nordmænd, der fra Barndommen af havde hørt Kjøbenhavn omtale og prise, fik Leilighed til at gjeste det, og Danske begyndte hyppigere at reise herop. Nogle af disse Besøg vare af stor Betydning, navnlig Oehlenslägers i 1833. Den literære Forbindelse kunde nu tage et mægtigt Opsving, og tidsmæssige Boghandlerforretninger kom nu igang, blandt
