77
Allerede meget tidlig (første Gang, saavidt jeg veed 1817,
Nationalbladet, VII, S. 159) var Ordet »Danoman« sat i Omløb
som Betegnelse paa dem, der gjorde Indsigelse imod Uvillien
mod Danmark. Kun en eneste Gang har jeg fundet nogen
offentlig sigtet for at staa i den danske Regjerings Sold. Det
var en ubetydelig Literat Pavels Hjelm, som fralægger sig dette
urimelige Paasagn i Nationalbladet, XIV, S. 91.
En Kreds, hvor man en Tid lang med venlige Følelser tænkte paa Danmark og paa dets Konge, var den academiske i strengere Forstand. Frederik den sjette havde stiftet det norske Universitet og endog efter Adskillelsen skjænket det en Gave af overordentligt Værd i den herlige Dubletsamling, der udgjør Grundstammen for det norske Universitetsbibliothek[1]. Alle dettes Lærere vare, skjønt for den allerstørste Del fødte Nordmænd, knyttede med stærke Baand til det danske Universitet, hvor jo ogsaa alle de unge Mænd, der i de første Aar toge Embedsexamen i Christiania, oprindelig havde studeret. Den af de norskfødte Professorer, som man ansaa for den mest dansksindede eller næsten rettere sagt den uvilligste mod Sverige, var Georg Sverdrup, om hvem det endog, skjønt aldeles uden Grund, fortaltes, at Carl Johan holdt ham under et Slags Opsigt og ved Siden af ham udentvivl hans nærstaaende, ovenfor nævnte Ven S. B. Hersleb. Denne skrev 1817 til Prof. Sibbern i Kjøbenhavn: »Jeg var længe mismodig, og hvert bittert Ord mellem Danske og Norske har krænket mig mere, end nogen personlig Forhaanelse kunde saare mig. Jeg har fra Barndom af elsket det Kongehus, for hvilket Frederikshald brændte, jeg har i 10 Aar levet i Danmark som hjemme, og mine kjæreste Venner ere Danske. At skrive om hvad der foregik, er mig derfor en Pine«[2]. I 1821, da mange — skjønt ganske uden Grund — frygtede for et Statskup eller lignende, var det derfor ogsaa Herslebs Tanker, om saadant skulde hænde, at drage til Kjøbenhavn for, om intet andet tilbød sig, at leve af Timeinformationer[3]. Om de fleste af den gamle Professorstamme gjelder det overhoved, at de vedligeholdt megen Forbindelse med Kjøbenhavn
- ↑ Dette skete overensstemmende med et allerede ved Stiftelsen givet Løfte. At Kongen skulde have villet unddrage sig fra at opfylde dette Løfte, er visselig aldeles urigtigt, skjønt noget saadant antydes i et Brev fra den svenske Generalkonsul i Kjøbenhavn af 1815, hvilket er trykt i Minnen och Anteckninger af L. v. Engestrøm. Stockholm 1876, II, S. 274.
- ↑ Breve til og fra Sibbern, I, S. 49.
- ↑ Pavels’s Biografi og Dagbøger, S. 501.
