4
man Indvendinger mod Lægdommere, der i Virkeligheden væsentlig vedkomme Mundtlighedens Gjennemførelse (saaledes f. Ex. Vidnepligtens Forøgelse, tildels ogsaa Retskredsenes Udstrækning).
Efterat jeg saaledes har søgt at klargjøre Forholdet mellem disse Punkter, vil jeg i det følgende kun beskjæftige mig med den Side af Reformen, der vel i væsentligst Grad har lagt Beslag paa Almenhedens Interesse, og som har skaffet Reformen den Ære eller det Uheld at blive en politisk Programsag for et helt Parti: Lægdommer-Institutionen.
Lægmænds Deltagelse i Retspleien har historisk optraadt under to forskjellige Former, der begge findes optagne i de hos os foreliggende Reformforslag: som Domsmænd eller Meddomsmænd og som Edsvorne eller Jury. De første afgjøre enten alene eller i Forening med Dommeren den hele Sag. Juryen beror derimod paa en Spaltning af Dommen, hvorved Skyldspørgsmaalet bliver henlagt under de Edsvornes Afgjørelse, medens Straffespørgsmaalet, — Udfindelsen af den Straf, der bliver at anvende paa den forbryderske Handling, om hvis Tilværelse Juryen har udtalt sig, — er undergivet Fagdommeren.
Begge disse Former ere af meget gammel Oprindelse. Særlig finde vi overalt i den germaniske Verden de ældste Domstole beklædte af Folket selv. Saaledes udøvede ogsaa paa vore ældste Herreds-, Fylkes- og Lagthing Folket umiddelbart en dømmende Myndighed. Denne vor ældste folkelige Retspleie har spillet en vis Rolle i de nyere Forhandlinger om Indførelse af Lægmandsdomstole. Man har talt om, at denne Reform kun vilde være at gjenindsætte Folket i den Stilling i Retspleien, som vore Fædre anviste det, og som det enevældige Kongedømme havde fraranet det. Og man har visseligen formaaet at tilvende Reformen en vis Popularitet ved paa denne Maade at søge Tilknytning for den i Traditionerne fra en Tid, paa hvilken vort Folk pleier at se tilbage med en i øvrigt ikke uberettiget national Stolthed. Det er derfor vel Opfordring til i korte Træk at pege paa, at denne historiske Parallel er fuldstændig misvisende.
Vore ældste Folkedomstole havde baade efter sin Oprindelse og sin Virkemaade en fra de moderne Lægmandsdomstole viden forskjellig Karakter. Og i Sandhed! Vi have al Grund til at lykønske os hermed. Thi hvor liden Tillid man end maatte have til den Reform, der er stillet os i Udsigt, er det dog tilladt at haabe, at den ikke tilnærmelsesvis vil virke saa slet, som vore
