68
marks faderliga spira aldrig lärt sig klappa för annra bragder än paa sin höjd
sillfångsten och lurendrejeriet vid kusterne.« »Landet är uppfyldt af smidige advokater,
mest dansker.« »Svensker betala dubbelt mot andra, Dansker deremot äro
väl emottagna. Då en Dansk och en Svensk komma til samma gästgifvargård,
får Dansken två rum och Svenskan intet. »Berömmes något (i Kristiania), så
er det från London eller Köpenhamn, är något dåligt, så är det från Sverige.«
»Men jag gitter ej skrifva längra öfver dette land, som vi fått för våra synders
skull, icke på halsen, men på ryggen. Farväl Nora! Blir du så lycklig, som du
är stursk, så kommer det aldrig at gå någon nöd på dig.«[1]
En af Sveriges høiststaaende Mænd, Statsminister Grev Engeström, ledsagede 1816 og 1818 Carl Johan i Norge. Han udtaler sig forsigtig og moderat; men tilfreds i Norge var han ikke. Endog med sin Vert, en af Kristianias første Handelsmænd, Otto Colett, var han misfornøiet. Af Embedsmændene vakte i 1818 Stiftamtmanden i Throndhjem Trampe (den samme, som havde været Stiftamtmand paa Island under Jørgen Jørgensens Optøier der) i høi Grad hans Mishag. Han var ogsaa af dem, som Carl Johan i sin Tid havde tænkt paa at afsætte; han havde i 1815 mødt Kronprindsen i den danske røde Uniform, hvorpaa denne havde vendt ham Ryggen, og han havde ligeledes kun meget modstræbende fjernet det danske Vaaben fra Raadhuset i Throndhjem. Greven mistænkte ham — visselig uden al Grund — for at have foranstaltet den bekjendte Demonstration med de ituslagne Ruder hos den nu regjeringsvenlige Biskop Bugge o. s. v.[2]
Hvad Carl Johan selv angaar, da er man nu kommen saavidt, at enhver sandhedskjærlig Historiker og vel ogsaa enhver oplyst Mand erkjender hans ædle Sindelag og hans mangeartede Fortjenester af Norge, hvis Selvstændighed i ham efter Foreningen havde en virkelig kongelig Ven og Beskytter. Men det forstaar sig, at han, der havde gjennemlevet den franske Revolution, og paa den anden Side var ubekjendt med Nordens Historie, Sprog, Literatur og Forhold i det Hele, misforstod mangt og meget. Netop fordi han var den Fremmede, maatte han tillige blive den mistænkelige. Der gaves ogsaa dem, som forsøgte at drage Fordel af dette, rigtignok især i Sverige. Ligesom Kongen for Sveriges Vedkommende frygtede gustavianske Konspirationer, saaledes var han for Norges bekymret for imaginære danske. Han viste det Høimod at lade saagodtsom alle de afsættelige Embedsmænd blive staaende, der tidligere havde lagt Uvillie mod Foreningen for Dagen; han beholdt endog de fleste af
