67
havde tyranniseret og mishandlet Norge, og i Forbindelse hermed stod nu en Forventning om, at Nordmændene, naar de vel vare blevne det danske »Aag« kvit, ligesom strax skulde være saa at sige færdige med Danmark. Man forstod ikke eller vilde ikke ret forstaa, hvorledes Foreningen virkelig havde været beskaffen; man betænkte ikke, hvor stærke Eftervirkningerne af Aarhundreders Samliv maatte være, og man forundrede sig derfor nu over høist naturlige Ting. Man vilde i Sverige ganske vist have mere end forundret sig, ifald Finlænderne efter et Par Aars Forløb havde glemt den gamle Forbindelse. Ikke desto mindre formaaede man ikke at sætte sig ind i, at Nordmændene ikke, selv om de endog noksaa meget vilde det, vare istand til at fjerne Sporene af saa lange og indholdsrige Tiders Historie eller anlægge nye Synsmaader ligesaa let som en ny Dragt.
Vi skulle anføre et Par Prøver af Datidens svenske Reisebeskrivelser. I 1816 havde den siden saa berømte Lærde, Sven Nilsson fra Lund, bereist Norge. Han skriver f. Ex. »I Kristiania betraktade man Köpenhamn som Norges egentlige hufvudstad;« »Kristianiabon är mera dansk än norsk, både til utseende, språk och tankesätt « I Vang paa Hedemarken traf han sammen med den for sin Indsigt i Naturvidenskaberne bekjendte Provst Abraham Pihl, og deres Samtale gik ud paa, at »det er icke bra, att universitetet år lagdt i Kristiania, der tänkesäatten ännu äro danske och lange skola vara det. Köpenhamn skall ej latt upphöra at vara Kristianias Ideal, derföre blifva också tänkesätten hos den studerande ungdommen danska. I hjertat af riket alstrar man patriotiska tänkesätt.«[1]
En svensk Digter, J. A. Wadman havde Aaret i Forveien besøgt Norge, der allerede fra før af var ham noget bekjendt. Hans Optegnelser gjøre vistnok et komisk Indtryk, men de ere dog ingenlunde uden Interesse. Han fandt Nordmændenes Had til Sverige at være tiltaget efter Freden og kunde ikke finde stærke Ord nok om »de uppblästa Norrbaggarne.« Nogle Prøver kunne meddeles:
Nog hade en bit af Finland, t. ex. Lappmarken med Uleåborgs län på gamla vilkor med oss förenad varit tio gångar kärare för svenska hjertan, än dette fattiga, sturska, oroliga, pockande och svenskhatande Norge. »Kan icke Svea kufva och uppfostra den sprattlande och okunniga barnungen, så är det bäst, at hon vräker honom för fan i våld.« Den djupaste råhet herrskar i detfe land. Få se, om den nya frihetens sol kan värma desse bondhjertan, hvilka tildels under Dan-
- ↑ Sv. Nilsson, Dagboksanteckningar under en resa till Norrlanden i Norge 1816. Lund 1879, S. 55, 67, 77.
5 *
