3
til at praktisere Mundtlighedsprincipet, skulde lide af en habituel Tilbøielighed til at belemre Processen med skrevne Akter. Denne Paastand bestyrkes ikke i mindste Maade ved Erfaring. Man har f. Ex. i Tyskland i længere Tid paa Civilprocessens hele Omraade og en stor Del af Straffeprocessens havt Fagdommere og mundtlig Proces. Grunden til den nysnævnte Sammenhæng mellem de to Institutioner er en ren praktisk og ligger i følgende Forhold: den mundtlige Proces tilsteder ikke Appel i samme Grad som den skriftlige De skrevne Akter kunne forelægges en Overret i den identiske Skikkelse, hvori den forelaa for Underretten. Det mundtlige Ord kan derimod som saadant ikke opbevares, det kan i ethvert Fald kun gjentages, hvilket jo er noget helt andet og ledende til en Fornyelse af den hele Retsbehandling, noget, hvorom der kun i Undtagelsestilfælde kan blive Tale. Med denne Begrændsning i Adgangen til Appel hænger det sammen, at man under mundtlig Proces maatte have en ganske anderledes stærk Besætning af Underretterne, der nu regelmæssig beklædes kun af en enkelt Dommer. Man maatte ialfald i vigtigere Sager kræve, at en Straffedom, der skulde være inappellabel, mindst var afsagt af 5 Dommere. Men skulde nu Domstolene besættes med et saa stort Antal faste retskyndige Dommere, vilde dette kræve en saa stærk Forøgelse af Embedsmændenes Antal og af de til disses Reiser m. V. fornødne Udgifter, at Opofrelserne uden Tvivl vilde blive uforholdsmæssige, noget, der vilde træde saameget stærkere frem, som de saaledes oprettede Domstole vanskelig ville kunne ordnes paa en saadan Maade, at de fandt fuld Sysselsættelse alene med Behandling af Justitssager, medens man vilde komme i Forlegenhed med at angive, hvilke andre Forretninger der passende kunde henlægges under dem.
Af de her paapegede Grunde har ogsaa hos os Venner af Mundtlighedsprincipet optraadt som Talsmænd for Lægdommere, uagtet de indrømme denne Institutions Ufuldkommenhed, idet de mene, at disse Ufuldkommenheder, naar Lægdommernes Virksomhed ordnes paa den heldigst mulige Maade, dog ikke ere større end, at de opveies ved det ubestridelige Gode, som den mundtlige Rettergang i og for sig medfører.
Jeg har troet at burde fremhæve dette Forhold mellem begge Hovedsider af Reformen, fordi de ofte blandes sammen til Skade for den rette Erkjendelse af Reformens Betydning. Man ser ofte Lægdommer-Institutionen prist for Fortrin, som rettelig kun tilkomme Mundtlighedsprincipet. Og paa den anden Side hører
1*
