674
— — Mine Herrer! Min videnskabelige Opgave og Gjerning har ofte ført mig til Betragtning af Betydningen af Folkenes ved Sprog og Nationalitet begrændsede Udstrækning i dens Indflydelse paa den aandelige Udvikling, og jeg har maattet tilstaa for mig selv og udtale for Andre, at det ikke just er godt for selve den indre Dygtighed at være liden. Det aandelige Livs Strøm behøver et vist Omfang for at komme til indre Fylde og Kraft, den samtidige Tilstedeværelse af talrige forskjellige Bestræbelser driver Udviklingen frem, og Bevidstheden om at kunne gjøre sig og sit Bidrag gjældende i Folkenes store Kreds hæver Energien. Jeg ved og jeg dvæler gjerne ved, at den os mindre Folk anviste mindre fremragende Plads har sine Goder til at befordre Forskningen og Udviklingens Ro og Besindighed, men alligevel — det er for Folkets aandelige Virksomhed farligt, hvis det er eller bliver for lidet. Og derfor, mine Herrer, lader os alvorligen sørge for, at den Tohed, der skal være en Udvidelse til Styrke, ikke bliver en Adskillelse til Svækkelse! Den Form for Samvirken i Literatur og Videnskab, der fandt Sted, da Nordmanden Holberg grundlagde vor aandelige Eiendom i modsat Retning af den danske Kingo, da Gerhard Schöning og Peter Frederik Suhm, først begge i Trondhjem og dernæst den ene i Kjøbenhavn, den anden i Sorø, forskede med hinanden i nordisk Historie, da Ewald og Wessel i een By sang i saa forskjellige og dog hinanden saa vel udfyldende Toner, — denne Form for vort aandelige Samliv kommer ikke igjen, men lader os ikke med Formen tabe Tingen selv, ikke det mindste af den! Lader os holde fast paa, hvad vi have fælles i Aand og Sprog og derved i Evne til at uddanne os selv og hævde vor Plads ligeoverfor Andre, og er end Universitets-Videnskaben ikke det Samme som Literaturen, er end Universitetet ifølge sin Natur nødvendigen indtil en vis Grad kosmopolitisk, lader os dog ved Universiteterne erindre, hvormeget vor videnskabelige Virksomhed betinges og bestemmes af den folkelige Jordbund og af Meddelelsens naturlige Kreds og Begrænsning. Og naar vi saaledes ville styrke os paa en Gang ved Udvidelse og Enhed, da ville vi atter slutte os til vore Nærmeste, til dem, vi forstaa og som forstaa os uden Tolk og uden Undervisning, til vore svenske Frænder i Almindelighed og til de Universiteter og Læreanstalter, ved hvilke Linné og Berzelius virkede, og de ville slutte sig til os med rige Kræfter og broderligt Sind. — — — Vi skandinaviske Universiteter danne en snævrere og særskilt Kreds, paa særegen Jordbund, under særegne Betingelser, med særegne Opgaver indenfor den fælles store Opgave; vi danne, for at benytte et Udtryk, hentet fra Middelalderens stærke og kraftigt organiserede romerske Kirke, en egen Provins i Videnskabens Kirke. Vi ville da forene os i Ønsket om Fremgangen til aandelig Enhed mellem Nordens Folk og Universiteter, den aandelige Enhed, der er uafhængig af vor særskilte politiske og borgerlige Stilling og Husholdning. Brødre kunne selv som modne Mænd og Husbønder i Enighed og Kjærlighed leve under samme Tag, men Enigheden, Kjærligheden, den gjensidige Hjælp og Samarbeiden ophører ikke derved, at de hver bygge og styre sit Hus — —[1].
I Løbet af 60 Aarene havde man i Christiania næret Ønske om af og til at kunne høre Forelæsninger af Universitets-
- ↑ Det kgl. Frederiks Universitets Halvhundredeaarsfest, Beretning og Aktstykker. Chra., 1862, 8, S. 33—35.
