671
et lidet Folk og et indskrænket Sprogsamfund. Han har hørt til dem, som med fuld Fastholden af de smaa Nationers Selvstændighed dog altid hævde »de i en fælles Kultur forbundne Folks Samliv og Vilkaar i denne Kulturudvikling«. Sine Anskuelser herom har han fornemmelig udtalt i et høist indholdsrigt Foredrag i Studenterforeningen 1880 «om de smaa Folks Stilling og Vilkaar i det almindelige Aandsliv og Kulturbevægelsen»[1]. Han var, som vi allerede have seet, en Bekjæmper af alle chauvinistiske Retninger og den falske og indbildske «Patriotisme». Han har derfor ved flere Leiligheder udtalt sig bestemt misbilligende f. Ex. mod det norske Maalstræv, en «Bestræbelse for ad en forkjært Vej at udjevne den Afstand, der under Kulturens historiske Udvikling i Landet er fremkommen imellem de Dannedes Sprog og Bygdernes Almuesprog, ved at gaa tilbage i Stedet for at drage frem», ligesaavist som han har protesteret mod Retninger i Danmark, der «vilde søge vor Trøst og Hjelp i at løsrive os fra det fælles europæiske Kulturgrundlag, allermest fra, hvad der geografisk og historisk ligger os nærmest, og bygge vor Fremtids Udvikling paa et nyt, i Norden gjenopgravet eller umiddelbart af vor særlige Folkelighed fremvoxet Grundlag»[2] Det er derfor ikke vanskeligt at forstaa, at Madvigs Navn aldrig har været synderlig høit anskrevet hos Tilhængere af de grundtvigianske og chauvinistiske Udskeielser.
Derimod maatte han bestemt og inderligt slutte sig til den skandinaviske Retning, forsaavidt denne indskrænkede sig til at fordre literær Samvirken og aandeligt Fællesskab i Norden. Egentlig politisk Skandinav blev han imidlertid aldrig; thi »hvor varmt han end omfattede de nordiske Folks Broderskab og Ønsket om muligst nær Sammenslutning imellem dem», forekom de Hindringer, der stillede sig i Veien for en dynastisk Forbindelse, ham at være uoverstigelige. Den Tanke, der i Krigsaarene rørte sig hos mange, at den svensk-norske Konge burde kaldes til at arve den danske Throne, syntes for ham at være et «Hjernespind». Stormagterne, navnlig Rusland, vilde, mente han, aldrig finde sig deri, og «det fælles Kongedømme for tre Folk med tre forskjellige Forfatninger» skulde ligeledes medføre store Vanskeligheder[3].
