662
med Tysken, der dog har en saa fremtrædende Plads i Elementærskolen, staar det alt Andet end godt til, og i Naturvidenskaberne lærer «Latinstudenten» mindre nu end før, i det obligate Andenexamenskursus’s Dage. At Religionskundskaben er afsvækket, er visselig uimodsigeligt. Kundskaberne gaa ikke i Blodet, de glemmes snart; thi man har maattet nøie sig med en overfladeligere Tilegnelse[1]. Og i Skolerne indtræder mere og mere en Formindskelse af det selvstændige Aandsarbeide, Disciplenes Individualitet udviskes i Stedet for at udvikles, Personlighederne blive færre og Exemplarerne flere. Sjeldnere føle Disciplene Lyst og sjeldnere finde de ogsaa Anledning til den i Fortiden saa langt almindeligere Læsning paa Frihaand af, hvad der særlig tiltalte den Enkelte. Man nøier sig med de befalede Minima, at befatte sig med, hvad der ikke kræves til Examen, falder sjelden nogen ind, eller om det en enkelt Gang forekommer, betragtes det af Kammerater som en enten arrogant eller taabelig Særhed. Men af saadanne Disciple bliver der ikke gode Studenter.
Madvigs kjære og ærværdige Navn er i disse Bemærkninger paa en Maade nævnt i Forbindelse med Retninger, som endnu i det Mindste af nogle og det af de ikke mindst sagkyndige Mænd ikke kunne bifaldes. Ingen billigtænkende Læser vil imidlertid mene, at de, til hvis Meninger jeg her slutter mig, derfor i mindste Maade miskjende Madvigs Fortjenester af Undervisningsvæsenet. At hans Ordning af dette medførte ogsaa store og i bedste Forstand tidsmæssige Fremskridt, er indlysende nok, og at saa Andre forkvaklede den, var ikke hans Skyld. Men en anden Sag er det, at det nok er muligt, at Madvigs Behandling af dette i nogen Grad led derunder, at han selv saagodtsom slet ikke havde været praktisk Skolemand, og at hans Opfatning tildels paavirkedes af de usædvanlige Forhold, under hvilke hans egen Skolegang — paabegyndt i Trettenaarsalderen og afsluttet paa en glimrende Maade i Sextenaarsalderen — havde fundet Sted. Hans Skoleordning stillede, saa synes det, vel store Fordringer — dette er ogsaa Anken mod hans Grammatiker som Skolebøger — baade til Lærere og til Disciple, medens han synes i nogen Grad at have undervurderet den gamle, enkle, men solide Latinskole. Han lagde ogsaa maaske vel meget Vegten paa den klassiske Skole-
- ↑ Enhver ved af Erfaring, at det forlængst ikke er hos de ældre Brødre i en Familie, men hos Fædrene og Onklerne, at de unge Disciple søge Hjælp i Latinen. Snart vil det blive Bedstefædrene, til hvem man maa vende sig.
