661
vidt jeg formaar at dømme, den eneste holdbare Grund, som kan anføres for denne Reform. Det var et Gode, at samtlige Studerende prøvedes samtidig og af de samme Examinatorer; Prøven fik en liberalere Karakter, just fordi den foretoges af Videnskabsmænd, og Skolerne, navnlig de private, ere ikke alle saa fuldkomne, at de uden Skade kunne undvære det Overtribunal, som Universitetet afgav. Studenterniveauet har visselig heller ikke hævet sig, efterat Skolerne fik Ret til at holde Artium. I Norge er Forholdet dog maaske uheldigere end i Danmark, saasom man her endog indrømmer Privatetablissementer med toaarigt Gymnasiekursus Retten, med andre Ord autoriserer Studenterfabrikationen, ligesom da overhoved Privatistondet og ældre Menneskers Tilstrømning til Universitetet hos os vistnok har antaget langt større Omfang end i Danmark. Hos os er en i sin Tid bekjendt og ganske vist ogsaa paa sin Vis talentfuld Studenterfabrikant, fra hvis Anstalt tilfældigvis en Række Digtere var udgaaet, men hvis Virksomhed, naar man vil tale alvorlig, dog kun gik ud paa at lære de Studerende, som Forsvarere (!) af den Trafik udtrykte sig, «at tage Sigte paa Lavmaalet ved Examen», og at «skyde Gjenveie for at naa Maalet», endog bleven besungen som en fortjent Mand. Men Hemmeligheden er da ogsaa den, at smaa Fordringer ved Artium af et politisk Parti ansees som en meget vigtig og ønskelig Ting.
At lade Latinen indtræde paa et betydeligt senere Trin i Skolen kan have den økonomiske Fordel, at «Fællesklasserne» kunne fortsættes længere op, end ellers var muligt. Men for de studerende Elever kan det vanskelig undgaaes, at Skolens Pensum derved i en uforholdsmæssig Grad opdynges paa de høiere Klasser, hvoraf igjen «Overlæsselse» i disse bliver Følgen, medens man derimod naar Elementerne (Former og Gloser) læres i de lavere Klasser, arbeider saa meget lettere, friskere og frugtbarere i de høiere. Skjønt derfor Fordringerne paa Papiret tildels ikke egentlig have været formindskede, er det dog i det Mindste i Norge — og visselig ogsaa i Danmark — en Kjendsgjerning, ikke alene, at man nu kan betydelig mindre Latin og Græsk end før, men at der heller ikke spores Fremgang andetsteds. Thi de Discipliner, man før kaldte Bifag, have i Virkeligheden neppe vundet derved, at alle Fag paa en Maade skulde ophøies til Hovedfag og under specialistisk uddannede Lærere føre en Konkurrencekrig om Pladsen i Disciplenes Hjerner. Saaledes er Kundskaben i Historie (i det Mindste i Norge) nu betydelig ringere end før, og i Geografi hersker der en utrolig Uvidenhed;
