659
Disse Forandringer bestode væsentlig deri: Andenexamen
ved Universitetet bortfaldt saagodtsom, idet Filosofien i egentlig
Forstand blev eneste tilbagestaaende Fag, derimod optoges
Naturvidenskaben i Skolen, hvis Kursus forlængedes med et
Aar, og Undervisningen i de gamle Sprog indtraadte paa et
senere Trin. Endelig henlagdes Examen artium for Skolernes
Elevers Vedkommende til disse Skoler selv under Kontrol af en
Undervisningsinspektør, et Embede, som Madvig selv beklædte
fra 1848 af (han opgav nu Bibliothekarstillingen) indtil 1875 med
tre Aars Afbrydelse i den Tid, han var Minister. Men i 1871
indførtes atter igjen en Forandring i den danske Skole, idet de
øverste Klasser skiltes i to Linier, en klassisk og en realistisk.
Dette Sidste skede ikke alene ikke efter Madvigs Initiativ, men
meget mod hans Villie. Denne nyeste Forandring er, skriver
en anseet dansk Skolemand, «nu i Skolekredse Gjenstand for
almindelig Misfornøielse — i ethvert Fald savner den det væsentlige
Fortrin, som den Madvigske Skoleordning besad, at være
udgaaet af én Støbning og at være udkastet efter en fremragende
Mands sammenhængende Principer»[1]. Og dog er denne Ordning,
efter hvilken ogsaa Realisterne lære en Del Latin, paa ingen
Maade saa radikal og vidtgaaende som den i 1869 etablerede
norske, der skaber «Studenter», som ikke kunne konjugere studeo
eller deklinere universitas. Det er karakteristisk for Madvig, at
han — i 1871 endnu Medlem af Landsthinget — trods sin Misbilligelse
dog ikke optraadte med den Kraft, man kunde have
ventet, imod hin Forandring; «han undsaa sig — heder det i
den nys citerede Afhandling i det tyske Tidsskrift — endskjønt
han ikke bifaldt den, for at gribe kraftig ind i Forhandlingerne,
da det paa en Maade var hans egen Sag, det gjaldt».
- ↑ Se den fortrinlige Skildring af Madvigs Liv og Fortjenester, som en af hans dygtigste Disciple, Dr. J. L. Heiberg, nys har meddelt i Jahresbericht über die Fortschritte der classischen Alterthumswissenschaft, 14 (N. F. 6.) Jahrg.
Afhandling de ludis realibus, qui vocantur, og man erindrer Pastor Homos Resonnement om sin Adams Anbringelse i Skole:
Dog i den lærde Skole ei han sattes,
Skjønt hverken Hoved eller Lyst ham fattes,
Men Sagen var, det Homo randt i Hu,
At meer end al Latin og Græsk nu skattes
Realiteter, som for Livet due,
Og at reale Skoler var igjære,
Hvor Barnet skulde Mandens Gjerning lære.