62
bleven Statholder og aflagde som saadan et Besøg i Kristianssand om Høsten. Her var en Chance for Wergeland, og han undlod ikke at benytte den. Han forherligede den danske Prinds baade i Vers og i Prosa. Han holdt paa Kristianssands Torv en panegyrisk Tale til Prindsen den 17de August og deltog i et Selskab for ham paa over 100 Personer. Prindsen var rørt over al den Hyldest, som »Mnemosyne«s Forfatter havde ydet ham og lovede ham sin bestandige og kraftige Bevaagenhed, og «Wergeland græd af Erkjendtlighed og Glæde.«[1]
Saa kom 1814, og Wergeland blev Eidsvoldsmand, hans første og sidste parlamentariske Campagne. At han her sluttede sig til Grev Wedels Parti, var et Vidnesbyrd om, at han saa klarere end Majoriteten, og kan naturligvis aldrig dadles, men den hvasse Opposition, hvori han strax stillede sig til den af ham selv nys forgudede Christian Frederik og den Hadskhed, han overalt og i Utrængsmaal lod tilsyne mod Danmark, har ikke gavnet hans Eftermæle, men paadraget ham Beskyldninger for egennyttige Beregninger. Skjønt den eneste Bondesøn blandt Forsamlingens Præster, var han hverken nu eller siden Demokrat, han vilde tvertimod stedse være den fornemme Mand; det var alene Opposition mod alt Dansk, hvoraf han besjæledes.
Mellem de pompøse og omhyggelig udarbeidede Taler, som Wergeland afleverede paa Eidsvold, er hans Tale om hin ovennævnte § 28 ikke den mindst mærkelige. Han foreslog et udtrykkeligt Forbud i Grundloven mod Danmarks og Norges eventuelle Forening. Han fandt endog, at den Ed, man havde aflagt til Norges Selvstændighed, forpligtede os til for evig at bryde med Danmark«; «hvad Gud har villet adskille, maa intet Menneske tilsammenføie«; »skal Efterslægten atter skjænke Danmark Frugten af sine Møier?«; »hvormed har da Danien fortryllet dette Folk, at det endnu, førend Riget har forvundet Lidelsen af 7 Aars Feide, kan tænke sig Gjenforeningen?«; »et Skridt, vi bebreide vore Forfædre, maa vi ei tillade vore Børn« o. s. v. Han glædede sig dog over, at Adskillelsen havde kunnet finde Sted »uden brødefuld Insurrektion« og »vilde tage et venskabeligt Farvel uden Harme, uden Nag.« Sverdrup svarede kun, »at Wergelands Argumenter, forsaavidt de vare hentede fra Naturen, beviste, at det ene Stift i Norge ei burde være forenet
- ↑ W. L. Sebbelow, Kong Christian Frederik mishandlet (Chr.sand 1815), S. 9. Denne Forfatter var vistnok Wergelands Uven; men disse hans Beretninger om en Kjendsgjerning ere aldrig modsagte af Nogen.
