654
uafladelig vedbleve at plage ham gjennem den største Del af hans Liv, og som længe tvang ham til at føre et forsagende Liv. Det gjør et vemodigt Indtryk, naar han selv siger, at hans Studenteraar vare den Tid af hans Liv, i hvilke han levede under de mest sorgfrie Vilkaar, altsammen en Side af Madvigs Livsforholde, som altid maa erindres, naar man fuldt ud skal paaskjønne hans kraftige og utrættelige Arbeide.
Først og fremst var dette viet den dobbelte Embedsgjerning, som han varetog med yderste Troskab, og som var meget udstrakt og byrdefuld. Den gamle Forpligtelse for den latinske Professor til at levere stadige Programmer bestod fremdeles. Herved fremkaldtes en Række Monografier fra hans Haand, høist forskjellige fra de som oftest temmelig værdiløse og snart forglemte Bagatelafhandlinger, hvormed man tidligere havde ladet sig nøie. Madvigs Programmer, senere samlede i hans Opuscula academica, og siden udkomne i nyt Oplag, vare alle (ligesom i forrige Aarhundrede Hans Grams, men i end høiere Grad) af den Art, at de overalt tildroge sig den filologiske Verdens høieste Opmærksomhed.
Af hans følgende Arbeider indtager Udgaven af Cicero de finibus (1839) en fremragende Plads som et anerkjendt Mesterværk af en Udgave af en klassisk Forfatter[1]. To Aar efter kom hans latinske Grammatik (første Udg. 1841), der 1845 efterfulgtes af hans græske Ordføiningslære. Begge ere som bekjendt oversatte i en stor Del af Europas Sprog og have øvet en stor Indflydelse rundt om i Verden.
Ikke alene til de unge Filologer, men ogsaa til Studenterne i Almindelighed, som igjennem en lang Aarrække samtlige examineredes af Madvig til Artium, derpaa hørte hans Forelæsninger til Andenexamen og saa atter prøvedes af ham[2], og som desuden jevnlig saa ham paa Bibliotheket, stod han stedse i det bedste og skjønneste Forhold, og han tog varm Del i den akademiske Ungdoms Anliggender. Af megen Interesse er det at se, hvorledes Madvig i den bevægede Tid under Christian VIII., da Bestræbelserne efter at faa en konstitutionel Forfatning (en
- ↑ Bernhardy, Grundriss der lateinischen Literatur, 3 Bearbeitung, S. 136, 139.
- ↑ Som Examinator var Madvig afholdt paa Grund af sin Humanitet og den store Retfærdighed, der stedse udmærkede hans Censur. En liden Fortælling herom findes i J. J. F. Friis’s Ungdomserindringer, Kbh. 1880. Selv talte han undertiden om gamle Dage, da han som begyndende Examinator under Bedømmelsen af skriftlige Specimina indtog en Mellemstilling mellem de altfor milde Censorer Rahbek og Øhlenschläger og den strenge «Cato Petersen».
