Side:Vidar 1887.pdf/653

Denne siden er ikke korrekturlest

649

Rektor Skule Thorlacius i Kjøbenhavn. Han var noget af en polyhistorisk Lærd, idet han med den klassiske Filologi ikke alene forbandt et ret flittigt Studium af den norrøne Literatur, men tillige holdt exegetiske Forelæsninger for Theologer, hvorfor han i 1815 ogsaa havde erhvervet den theologiske Doktorgrad. Efter hvad man almindelig mener, var Thorlacius af sin strenge Fader bleven i en altfor tidlig Alder proppet med Lærdom, derpaa tidlig bleven pousseret frem til Professor, og han blev saa i sit senere Liv nærmest et ægte Exempel paa et udblæst Skolelys. Han var en nær Ven af Laurids Engelstoft, der til ham har stilet de senere trykte Dagbogsbreve fra 1813, der danne et høist interessant Bidrag især til de akademiske Forholds Historie ved den Tid^[1]. Madvig dømmer Thorlacius temmelig strengt, kalder hans udbredte Læsning overfladisk og aandløs, frakjender ham baade sproglig og historisk Indsigt og tilføier, at hans Hukommelse tidlig var sløvet. Den tredie Lærer var F. C. Petersen, siden Madvigs mangeaarige venskabelige Kollega, «vel ikke nogen skarpsindig eller selvstændig Filolog, men en flittig, den

↑ Jeg kan ved Omtalen af Thorlacius ikke undlade at anføre et Sted af et utrykt Brev af ham til Engelstoft (blandt dennes Papirer i Kjøbenhavns Universitets Bibliothek). Professor G. Sverdrup havde, da han endte sin sidste Forelæsning ved Kjøbenhavns Universitet, paa en opsigtsvækkende Maade «omtalt sine egne Fortjenester af den græske Literatur og ytret Frygt for, at Universitetet ikke vilde se hans Savn oprettet»; Engelstoft, som skrev dette til Thorlacius (Uddrag af E’s Skrifter III. S. 333), tilføier: «det er da i det Mindste ikke ved sine mange og lærde Skrifter, han har udrettet saa store Ting — — han har stedse vist sig som en duelig Lærer her; men med Erstatningen af hans Savn har det vel ei saa megen Nød». Thorlacius svarer (6te April 1813) «Efter den af dig givne Anledning har jeg spurgt en Student om Sverdrups Afskedstale. Han skal have sagt, at han ei uden Vemod kunde afbryde sit Foredrag, hvorfor han havde den Fyldestgjørelse at se sine Bestræbelser lønnede med sine Tilhøreres voxende Opmærksomhed og havde havt det Held at oplive det næsten hendøde Studium af den græske Literatur, saasom af hans to nærmeste Formænd den Første [Sahl] var for gammel og svag, den Sidste [Thorlacius] for kort ved denne Professur til at virke noget betydeligt. Noget sandt er der i denne Paastand, at større Lyst til det Græske og større Smag for det er opvakt end forhen: det, som i det Anførte angaar mig, giver jeg efter min Sædvane den bedste Udtydning, da jeg er mig bevidst at have været hørt over Æschylus og Pindar med de Studerendes Tilfredshed og Nytte og ved min Stilling paa Seminariet og latinske Forelæsninger for Theologer dog nok har virket mere til de nuværende Philologers: Fibigers, Meislings, Petersens, endog Dahlmanns, Brøndsteds og Koes’s Dannelse end Sverdrup. Jeg kjender nogle af Sverdrups Forelæsninger og ved, at de første ere udarbeidede med Flid, f. Ex. de over Æsch. Prom., de sidste derimod, i de seneste 2—3 Aar, ere jaskede og have ikke stiftet nogen Nytte».

[1] Jeg kan ved Omtalen af Thorlacius ikke undlade at anføre et Sted af et utrykt Brev af ham til Engelstoft (blandt dennes Papirer i Kjøbenhavns Universitets Bibliothek). Professor G. Sverdrup havde, da han endte sin sidste Forelæsning ved Kjøbenhavns Universitet, paa en opsigtsvækkende Maade «omtalt sine egne Fortjenester af den græske Literatur og ytret Frygt for, at Universitetet ikke vilde se hans Savn oprettet»; Engelstoft, som skrev dette til Thorlacius (Uddrag af E’s Skrifter III. S. 333), tilføier: «det er da i det Mindste ikke ved sine mange og lærde Skrifter, han har udrettet saa store Ting — — han har stedse vist sig som en duelig Lærer her; men med Erstatningen af hans Savn har det vel ei saa megen Nød». Thorlacius svarer (6te April 1813) «Efter den af dig givne Anledning har jeg spurgt en Student om Sverdrups Afskedstale. Han skal have sagt, at han ei uden Vemod kunde afbryde sit Foredrag, hvorfor han havde den Fyldestgjørelse at se sine Bestræbelser lønnede med sine Tilhøreres voxende Opmærksomhed og havde havt det Held at oplive det næsten hendøde Studium af den græske Literatur, saasom af hans to nærmeste Formænd den Første [Sahl] var for gammel og svag, den Sidste [Thorlacius] for kort ved denne Professur til at virke noget betydeligt. Noget sandt er der i denne Paastand, at større Lyst til det Græske og større Smag for det er opvakt end forhen: det, som i det Anførte angaar mig, giver jeg efter min Sædvane den bedste Udtydning, da jeg er mig bevidst at have været hørt over Æschylus og Pindar med de Studerendes Tilfredshed og Nytte og ved min Stilling paa Seminariet og latinske Forelæsninger for Theologer dog nok har virket mere til de nuværende Philologers: Fibigers, Meislings, Petersens, endog Dahlmanns, Brøndsteds og Koes’s Dannelse end Sverdrup. Jeg kjender nogle af Sverdrups Forelæsninger og ved, at de første ere udarbeidede med Flid, f. Ex. de over Æsch. Prom., de sidste derimod, i de seneste 2—3 Aar, ere jaskede og have ikke stiftet nogen Nytte».

[1]