54
Norge, men i Berlin. Sehested slap og at gjøre en vis Etatsraad Stoud (en stor
Torsk) den Bedrøvelse at lade mig som ældre Deputeret sidde ved sin Høire.
Denne Mand har gjort sig fortjent ved et Skrivt, som han kalder Tanker ved
Norges Afstaaelse, hvori han under Navn af Fredrik Cordtsen lovpriser Danmarks
Lykke ved at blive af med det Norge, som var Skyld 1 al Danmarks Ulykke, da
de Danske altid maatte cedere de norske Hunde alle Fordele.«[1]
Det er mismodige Betragtninger, som man læser i dette Brev fra Pram. Han er dog ikke den eneste, som har udtalt sig saaledes. Lignende Udtalelser finder man hos Oberstlieutenant Nicolai Tidemand i hans for nogle Aar siden udgivne Memoirer. Tidemand var, som bekjendt, en Mand med flersidigere Interesser, end man i det Mindste dengang var vant til at finde hos hans Sfandsfæller[2], men vistnok ogsaa en egensindig Mand, og hertil bør vel tages noget Hensyn. Han skriver: »Stemnin- blev i Kjøbenhavn alt mere og mere ufordelagtig mod Norge og Nordmænd. Jeg kunde forudse, at de Sidstes Stilling, helst deres, der stode i den militære Etat, maatte blive høist ubehagelig i Tiden. Hvad skulde de norske Officerer gjøre, om der udbrød en Krig mellem Danmark og den nye svensk-norske Stat i« Han besluttede altsaa, om muligt, at overflyttes til Norge, men maatte holde sine Bestræbelser yderst hemmelig, thi »man blev sædvanlig forbitret paa enhver Nordmand, som vilde gaa tilbage til norsk Tjeneste, hvilket man betragtede med aldeles fiendtlige Øine.« Gjennem den lundensiske Professor Munch af Rosenschiöld kom han imidlertid i Forbindelse med Tawast og indgav nu i April 1816 sin Afskedsansøgning, som han fik indvilget efter Kongens Tilbagekomst tra Wien med Obersts Karakter og et lidet Gratiale i Navneværdi. Frederik den Sjette var forbindtlig ved Afskedsaudientsen, men da Tidemand gik ned fra Slottet, »mødte han Kronprinsesse Caroline i. Haven og Hds. kgl. Høihed behagede at medgive ham nogle Skoser paa Reisen, fordi han forlod den danske Tjeneste.«[3]
- ↑ Pram befordredes, som bekjendt siden til et Embede i Vestindien, hvor han døde 1821. Nogle Breve fra ham, skrevne paa St. Thomas, læses i Nyerups Magasin for Reiseiagttagelser, IV, S. 169—236. Ved Prams Afreise til Vestindien foranstaltede den varmhjertede J. K. Høst en Forsoning mellem ham og Fr. Stoud, se J. K. Høst, Erindringer om mig og mine Samtidige (Kbhvn. 1835) S. 139.
- ↑ Om hans politiske Forfatterskab, se O. A. Bachke i Nordisk Tidsskrift, udg. af G. K. Hamilton, 1868.
- ↑ Oberst N. Tidemands Optegnelser om sit Liv og sin Samtid i Norge og Danmark 1766—1828, udg. af C. J. Anker, (Chr.a 1881) S. 143—149. Man vil her finde mange Ytringer af Forbitrelse mod Kongens militære Yndlinge,
