53
Saaledes skriver f. Ex. i 1815 Digteren og Diplomaten P. H. Friman til Prof. Rathke i Kristiania: »Jeg gad vide, hvorledes Deres Følelser vilde været, om De var forblevet her; mig forekommer det, som om Baaden var roet fra mig, hvilket man paa Svensk kalder at være strandsat; med andre Ord, det synes mig, som om jeg intet Fædreneland mere har, og som det er bleven mig frarevet, en penibel Følelse og sui generis.«[1]
Nogle længtes efter Norge med hele sin Sjæl, uden at det stod i deres Magt at komme hjem. Som en Type paa denne Klasse kan man anse Christen Pram. Han var i en Alder af 9 Aar fra sin Fødebygd Gudbrandsdalen kommen til Danmark, hvor han siden uafbrudt havde levet, med Undtagelse af, at han i Aarene 1804—1806 havde foretaget sin bekjendte Reise i Fødelandet, hvis endnu utrykte Beskrivelse er et vigtigt Kildeskrift. Sit hele Liv igjennem vedblev han dog ei alene at betragte sig som Nordmand, men han hængte ved Norge, Nordmænd og norske Interesser med den mest enthusiastiske Kjærlighed. I 1814 vilde han gjerne have faaet Ansættelse i Fødelandet, om hvis politiske Situation han udarbeidede en udførlig (utrykt) Afhandling, men han opnaaede ikke sit Ønske. Fra 1817 har man et Brev fra ham (vistnok tll J. A. Hielm)[2], af hvilket nogle Linier her fortjene en Plads:
— — — At jeg fødtes i Norge, har imidlertid, som De vil have hørt (om nogen deroppe har den Godhed at høre paa, hvad der angaar saa ubetydeligt et Væsen) havt den Virkning, at da man i Begyndelsen af afvigte Aar 1816 ret vilde lyksaliggjøre Danmark med en Reform, der skulde helbrede alle dets Bræk, afskaffede Land-, Økonomi- og Kommerce-Kollegium, ved hvilket jeg efter 35 Aars Tjeneste var Deputeret — saa var af dette hele Kollegio den gamle og næsten blinde Ewald og jeg, som rigtignok var 60 Aar gammel og ikke blind og ei mere svag og affældig, end jeg altid har været, de eneste, hvilke bleve kasserede — kasseret, thi jeg fik ei engang for Ceremoni, hvad ellers altid pleier skee, Bevidnelsen af H. M.’s Tilfredshed med min Tjeneste i 35 Aar eller noget Bevis derpaa, skjøndt mundtligt Løfte gjennem Præsident Sehested derom og om at be holde min Gage, der dog samme Aar forvandledes til en Pension af samme nominelle Beløb, men hvori ei gives fuldt Halvdelen af den Godtgjørelse, der under Navn af Gratifikation betales for Udbetaling i slette Penge. — Sagen er: Nordmændene ere her naturligvis i Miskredit, især jeg, som i 1814 ei vilde fraskrive mig at gaa hjem, og hvis Norge hengivne Sindelag var bekjendt. H. Exc. Præsident Sehested, som selv har den Ulykke at være født i Norge, maa nu indsmigre sig ved at vise sig enragé (Antinordmand). Man tog i mit Sted til Deputeret med særskilt Opsyn over Handelsfaget, som var mit Fag, en Etatsraad Kirstein, en virkelig brav Mand, — — og som er født ikke i
